Hver sjette trafikdræbte er fodgænger

Det er ikke ufarligt at gå branderten hjem, viser ny rapport. Især mørke og alkohol dræber fodgængere.

Omtrent halvdelen af de 138 undersøgte fodgængerulykker skete, da fodgængeren var ved at krydse en vej. (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix)

Vi kender alle rådet om at lade bilen stå, når påskefrokosten har budt på lidt for meget øl og snaps.

Men det er ikke kun bilisterne, det går galt for, når alkohol blandes med dårlig sigtbarhed på landets veje.

En ny rapport fra Vejdirektoratet viser nemlig, at en sjettedel af trafikdræbte i årene 2010-2013 var fodgængere, hvilket gør gruppen til den næstmest udsatte gruppe i perioden, næst efter bilister.

Således døde 141 fodgængere i trafikken i den undersøgte periode, mens det samme var tilfældet for 275 bilister og 108 cyklister.

I de fire undersøgte år blev der i alt dræbt 833 mennesker i trafikken i Danmark.

- Tallene viser, at for mange fodgængere kommer til skade eller bliver dræbt i trafikken, så der er en udfordring, siger pressechef for Rådet for Sikker Trafik Søren Ørsted Pedersen om rapporten.

Vejdirektoratets undersøgelser viser, at fodgængerulykkerne især sker, når sigtbarheden er dårlig, og når fodgængeren er beruset.

Således er der i næsten 20 procent af fodgængerulykkerne alkohol involveret, og halvdelen af dem sker i døgnets mørke timer.

- Derfor opfordrer vi til, at folk blander sig og tager vare på hinanden, siger Søren Ørsted Pedersen.

- For eksempel bør man gribe ind, når en ven er på vej hjem fra en fest spritstiv og bør tage en taxa.

Sådan kan fodgængere undgå ulykker i trafikken

  • Det gode, gamle råd gælder stadig: Husk at se dig for til begge sider, inden du går over vejen. Ikke kun når du følger et barn over.
  • Gør dig selv synlig som fodgænger med reflekser. Mørke, tåge og regn spiller en rolle i halvdelen af dødsulykkerne med fodgængere.
  • Gå i venstre side, hvis du går på en vej uden fortov, så du nemt kan se trafikken.
  • Vær opmærksom på fodgængerne, når du færdes i trafikken som bilist. Ikke kun på børn i trafikken. Voksne kan også glemme at orientere sig, især hvis de er påvirkede af alkohol.
  • Selv om det er det helt rigtige at lade bilen stå, når du har drukket alkohol, så er det ikke ufarligt at bevæge sig ud i trafikken som beruset fodgænger. Overvej derfor, om det er bedre at overnatte, hvor du er, om du kan blive hentet af nogen, eller om du kan følges med nogen, der ikke er berusede.
  • Kilde: Vejdirektoratet

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube