'Hygge' kan slås op i berømt britisk ordbog

I længere tid har dansk hygge været på mode i Storbritannien, og ordet får nu plads i berømt ordbog.

Dansk hygge har den seneste tid været en trend i Storbritannien, og ordet kan nu slås op i ordbogen (arkivfoto). (Foto: Òlafur Steinar Gestsson © Scanpix)

Ordet 'hygge' er nu at finde i den berømte ordbog Oxford English Dictionary (OED). Det skriver BBC.

På opslagsværkets hjemmeside fremgår 'hygge' som et dansk ord, der anses for at være karakteristisk for dansk kultur.

Sammen med ord og begreber som 'post-truth' (postfaktuelt) og 'Boston marriage', der beskriver et forhold mellem to kvinder, har 'hygge' fundet vej til den berømte ordbog.

Dansk hygge har den seneste tid været en trend i Storbritannien, og tendensen er ikke landet hos briterne tilfældigt.

Mindst ni bøger om hygge blev udgivet i løbet af efteråret sidste år.

Med dem følger ofte en fonetisk guide, der skal hjælpe briterne til at udtale hygge korrekt, så de ikke kommer til at sige 'higgy' eller 'hoo-gah', skriver den britiske avis The Guardian.

Gløgg, frikadeller og boller med kardemomme kombineret med bestemte aktiviteter, der ofte involverer stearinlys, uld eller natur, er blandt bøgernes beskrivelse af hygge.

/ritzau/