I Tyskland er 500 børn afleveret i babyluger

Siden 2000 er der åbnet over 100 babyluger, hvor mødre kan aflevere uønskede spædbørn.

Udefra kunne det godt ligne en bagageboks på en banegård eller en forvokset postkasse.

Men lugen her i landsbyen Satrup syd for Flensborg er hverken beregnet til kufferter eller pakkepost. Den er til nyfødte børn.

Siden 2000 har desperate, tyske mødre anonymt kunne aflevere uønskede babyer i luger som denne, som der i dag findes over 100 af i Tyskland.

Babylugen, som den ser ud i landsbyen Satrup nær Flensborg. (Foto: Peter Øvad Halkjær © DR Nyheder)

Et fodaftryk som minde

Leila Moysich, der er direktør i organisationen bag, SterniPark, åbner lugen og kigger ind.

- Her ligger et brev til moderen, hvor der står hvilken hjælp, hun kan få og et nødtelefonnummer, hvor hun kan henvende sig og få sit barn tilbage, hvis hun ønsker det, fortæller Leila Moysich.

På brevet kan moderen også tage et fodaftryk af sit barn, inden hun lukker lugen. Men når det er gjort, er lugen lukket og låst.

På den anden side af lugen venter en seng med varme i madrassen, som altid er 37 grader varm. Når den nyfødte bliver lagt på madrassen, går en alarm, der tilkalder personale.

- Så undersøger vi barnet og vi har en læge, der kommer herhen og finder ud af, om barnet skal på sygehuset, siger Leila Moysich.

(Foto: Peter Øvad Halkjær © DR Nyheder)

Kvinder, der skjuler graviditeten

Ideen til babylugerne opstod i Hamborg, efter en periode, hvor fem børn var blevet efterladt forskellige steder i byen.

- Der findes kvinder, der skjuler deres graviditet og ikke har nogen at henvende sig til. De har stor angst for at deres venner eller deres familie finder ud af, at de har været gravide. Og for disse kvinder er det nødvendigt, at der er en hjælp. Og her er babyklappen én del, siger Leila Moysich.

En anden mulighed for kvinderne er, at de kan få anonym hjælp og eventuelt føde på hospitalet uden at opgive deres navn.

Leila Moysich er helt overbevist om, at babylugerne, der har modtaget omkring 500 børn, redder liv.

"60 procent af de mødre, der afleverer deres børn, beslutter sig for, at de gerne vil have noget med barnet at gøre alligevel."

Leila Moysich, direktør

- Jeg mener det er et godt redskab og en måde at sige til kvinderne, at de ikke er alene og at vi er her for at hjælpe, siger hun.

- Ikke let at give barnet fra sig

I Danmark tegner der sig nu et politisk flertal for at indføre en forsøgsordning med babyluger som i Tyskland. Et forslag, der møder kritik fra Jordemoderforeningen, som frygter, at flere kvinder vil benytte sig af muligheden for at aflevere deres børn.

Leila Moysich mener ikke, at det er sket i Tyskland.

Hun lægger vægt på, at kvinderne skal støttes, også efter at de i første omgang har afleveret deres barn.

- Egentlig begynder hjælpen først der. For 60 procent af de mødre, der afleverer deres børn, beslutter sig inden for de første otte uger for, at de gerne vil have noget med barnet at gøre alligevel. Og det er for os en stor succes, siger Leila Moysich.