Indsamling til fattige kvinder mangler frivillige

Folkekirkens Nødhjælps landsindsamling har i år cirka 5000 færre tilmeldte end foregående år. Men interesserede kan stadig nå at hjælpe.

Folkekirkens Nødhjælp samler søndag 13. marts ind til verdens fattigste kvinder i håb om at løfte familier ud af fattigdom. (Foto: casper christoffersen © Scanpix)

20.000 mennesker har tilmeldt sig Folkekirkens Nødhjælps landsindsamling, som i år rejser penge til verdens fattigste kvinder.

Det er cirka 5000 færre end de år, hvor indsamlingen har mobiliseret flest.

- Det er rigtigt, at vi har haft svært ved at finde indsamlere i år, men vi har stadig skaffet 20.000, det skal man huske på, siger generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Birgitte Qvist-Sørensen.

Svaret på hvorfor færre danskere har meldt sig som indsamlere, skal nok findes i de mange store indsamlinger, der har været i slutningen 2015 og begyndelsen af 2016, mener Birgitte Qvist-Sørensen.

- Måske er folk ved at være lidt metaltrætte, siger hun.

- Vi har hørt meget om, der er brug for hjælp, og hvis man har engageret sig før, så tænker man måske, 'nu trænger jeg simpelthen til en pause.’

Birgitte Qvist-Sørensen er dog fortrøstningsfuld, idet Folkekirkens Nødhjælp sædvanligvis ser, at folk kigger forbi for at hjælpe på selve dagen, selvom de ikke er tilmeldt.

- Solen skinner jo i dag, og det skulle blive super flot vejr, så jeg regner med, at flere dukker op, siger Birgitte Qvist-Sørensen.

Fakta om landsindsamlingen

  • Indsamlingen foregår over hele Danmark søndag 13. marts.
  • Frivillige kan møde op på deres lokale indsamlingssted og få udleveret en indsamlingsbøsse og en rute. Det tager ca. 2-3 timer.
  • Frivillige kan indtil kl. 14 møde op og hjælpe med at samle penge ind til verdens fattigste kvinder.
  • Interesserede kan finde det nærmeste indsamlingssted på www.blivindsamler.dk
  • Kilde: Folkekirkens Nødhjælp

Er der kommet for mange indsamlinger herhjemme?Folkekirkens Nødhjælp har haft lidt svært ved at skaffe frivillige til dagens indsamling.

Opslået af DR Nyheder på 13. marts 2016