Irma fjerner skyllemidler fra hylderne

Irma stopper i dag med at sælge skyllemiddel fra sine 81 butikker. Men salget fortsætter i andre Coop-kæder som Kvickly og Fakta.

Det er ikke længere muligt at købe skyllemiddel i Irmas 81 butikker. (© Scanpix)

Kunderne, der ønsker at købe skyllemiddel, kommer til at gå forgæves, hvis de handler ind i Irma.

Butikskæden har nemlig besluttet af fjerne alle skyllemidler fra hylderne fra i dag.

Det fortæller Signe D. Frese, der er miljøchef i Irma og CSR-chef i Coop Danmark, der er landets største detailvirksomhed.

Beslutningen er taget af hensyn til miljøet, siger hun til DR Nyheder.

- Skyllemiddel er et produkt, som forårsager miljøforurening i vandet. Det er et unødvendigt produkt. Der findes en række alternativer, man kan bruge for at gøre tøjet blødt, siger Signe Frese.

Færre køber skyllemiddel

Hun forklarer, at salget af skyllemidler er støt faldende over de seneste år, hvorfor det nu giver mening for butikskæden helt at fjerne det fra butikshylderne.

Beslutningen om at fjerne skyllemidlerne får ros fra vandsektorens brancheorganisation, DANVA.

- Vi skal have fokus på at stoppe forurening ved kilden. Skyllemiddel er et unødvendigt tilsætningsstof, som giver anledning til en øget belastning af renseanlæggene og dermed et øget energiforbrug, og som samtidig kan påvirke vandmiljøet, siger afdelingschef i DANVA, Helle Katrine Andersen.

Sælges fortsat i Coops andre butikker

Coop ejer foruden Irma en lang række af landets største supermarkedskæder som Kvickly, Fakta og Superbrugsen. Men her vil kunderne fortsat kunne finde skyllemiddel på hylderne.

Omkring en tredjedel af danskerne handler i jeres butikker. Så hvorfor fjerner I ikke skyllemiddel i dem alle?

- Det gør vi ikke i det her tilfælde, fordi vi ikke vurderer, at vores kunder er helt med på den her rejse endnu, siger Signe D. Frese.

- Hvis vi melder det ud i Coop, så betyder det bare, at man som forbruger går over i en anden butik og køber det, hvis man ikke er klar over, hvad det er for en miljøforurening man er med til at forårsage, siger hun.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube