Islamiske pengemænd investerer i statsstøttet muslimsk friskole i København

Svensk firma med bånd til en islamisk organisation har købt en privatskole i hovedstaden. Minister vil undersøge sagen..

Undervisningsminister Merete Riisager (LA) finder sagen "dybt bekymrende". (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

En muslimsk friskole i København, som modtager millioner af kroner i statsstøtte, er blevet købt af et firma med bånd til en svensk religiøs forening og en verdensomspændende islamisk organisation.

Det skriver Berlingske.

Det er ikke ulovligt for en fri- eller privatskole at sælge skolebygninger og leje lokalerne af en køber, men loven kræver, at skolerne skal være uafhængige.

Integrationsborgmester i København, Anna Mee Allerslev (R), ser det som "et kæmpe problem," hvis der foregår ulovlig indblanding fra en udenlandsk organisation.

- Er det tilfældet, mener jeg, at tilsynet bør lukke skolen, siger hun til Berlingske.

Afviser medbestemmelse

Det var i december 2016, at Ali Laibi Jabbar købte Nordvest Privatskoles bygninger gennem firmaet Nordic Trade & Service AB for 26,5 millioner kroner.

Køberen spiller en ledende rolle i foreningen Almuntadar i Sverige, som underviser i blandt andet islamisk retslære og rådgiver om sharia. Foreningen er en del af Imam Ali Foundation, den iranske ayatollah Ali al-Sistanis organisation.

Ali Laibi Jabbar forsikrer i et skriftligt svar til Berlingske, at de ting er uafhængige af købet, som han kalder "en investering".

Skoleleder på Nordvest Privatskole Søren Waast siger til Berlingske:

- Han kommer aldrig til at få nogen som helst indflydelse på, hvad der sker på den her skole.

Undervisningsminister Merete Riisager (LA) finder dog sagen "dybt bekymrende" og vil nu undersøge den nærmere.

/ritzau/