Isolation til 15-årig bekymrer Retspolitisk Forening

15-årig pige må ud af isolation, mener forening, der også vil vide, hvad der er gjort for at forhindre skader.

Formand for Retspolitisk Forening Bjørn Elmquist kan ikke komme i tanke om andre tilfælde, hvor man har isolationsfængslet en 15-årig. (Foto: ERik Refner © Scanpix)

Isolationsfængslingen af en 15-årig pige i en mørkelagt sag fra Kundby ved Holbæk vækker bekymring i Retspolitisk Forening.

Retten har bestemt, at pigen skal sidde varetægtsfængslet i isolation indtil 9. februar. Til den tid har hun siddet i fire uger uden kontakt til omverdenen.

- Vi ved, at selv kortvarig isolation kan give alvorlige psykiske skader, og der må kunne bruges mindre indgribende foranstaltninger til at sikre, at pigen ikke kommunikerer med omverdenen, siger advokat Bjørn Elmquist, der er formand for Retspolitisk Forening.

I forbindelse med et bestyrelsesmøde i dag opfordrer foreningen rigsadvokaten til at slippe pigen ud af isolationsfængslet.

Retspolitisk Forening har i årtier kæmpet for at begrænse varetægtsfængsling.

- Det er heldigvis lykkedes at begrænse isolation meget, så det kun sker sjældent. Og jeg kan ikke komme i tanker om andre tilfælde, hvor man har sat en 15-årig i isolationsfængsel, siger Bjørn Elmquist til Ritzau.

Hvis pigen ikke kan komme ud af isolation, må anklagemyndigheden i det mindste redegøre for, hvordan der er taget hånd om behandlingen af hende, så hun ikke får psykiske skader, mener foreningen.

- På grund af den alvorlige sigtelse, som vi forstår har noget med terror og bomber at gøre, har alle lagt sig fladt ned i denne sag. Hvis man ikke mener, det er forsvarligt, at hun kommer ud af isolationen, så skylder man offentligheden en klar tilkendegivelse af, hvad man har gjort for at undgå, at hun tager skade, siger Bjørn Elmquist.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube