IT-forening om hackerakademi: At hacke for spiontjeneste har en unik fordel

I stedet for at satse på at bruge talenter i en offensiv enhed, burde Forsvarets Efterretningstjeneste satse på at sikre it-systemerne, mener IT-Politisk Forening.

Under forløbet på Forsvarets Efterretningstjenestes hacker-akademi vil aspiranterne skulle gennemgå tre moduler. Et basismodul om it-infrastruktur, et modul om forsvar mod hackere og endelig et offensivt modul om hacker-teknikker. (Foto: BOGDAN CRISTEL © Scanpix)

En plads på det nye hacker-akademi, som Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) ifølge Politiken vil oprette, vil være eftertragtet for mange af de hacker-talenter, som sidder rundt omkring i Danmark.

Det vurderer formanden for IT-Politisk Forening, Jesper Lund.

- Det er i hvert fald eftertragtet på den måde, at det, som blackhat-hackere laver, ofte er ulovligt, og FE er nærmest det eneste sted, hvor man kan lave disse ting lovligt. FE har jo ikke – når de opererer i udlandet – nogen begrænsninger i forhold til dansk lov, forklarer han.

Jesper Lund forklarer, at det, som FE søger hacker-talenter til, er en offensiv operation.

Det vil derfor være opgaver med at bryde kryptering af kommunikation eller deltage i et cyberangreb mod andre lande eller terrororganisationer som Islamisk Stat (IS), som hackerne skal løse.

IT-Politisk Forening mener, at FE med offensive angreb ender med at skyde i blinde og sandsynligvis ikke ramme de personer – eksempelvis fra IS – som udgør en konkret trussel mod Danmark.

- Vi synes meget hellere, at man skulle beskæftige de her personer i Center for Cybersikkerhed, som arbejder med at sikre specielt offentlige it-systemer mod andre landes hackerangreb eller mod hackerangreb fra kriminelle organisationer, siger Jesper Lund.

- Det er en meget bedre anvendelse af de it-talenter, man prøver at rekruttere.

  • Akademiets opgave bliver ikke at lære optagede at hacke, men at målrette tankegangen og kompetencerne, så de kan bruges i FE. Uddannelsen varer fire en halv måned og består af tre moduler:
  • Et basismodul om netværk, it-infrastruktur og avanceret sikkerhed
  • Et defensivt modul om, hvordan man forsvarer sig over for hackere
  • Et offensivt modul om egentlige hacker-teknikker.
  • Uddannelsen kommer til at foregå et hemmeligt sted i København.
  • Kilde: Forsvarets Efterretningstjeneste.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube