Iværksættere anbefaler mere praktik på universiteter

Studieretninger skal opfordres til at indføre praktik, og studerende skal belønnes for det.

Panelet foreslår, at alle universitetsstudieretninger opfordres til at indføre merit for praktikophold - altså mulighed for at godkende praktikophold, så de tæller som en del af uddannelsen. (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix)

Danske virksomheder har brug for arbejdskraft, der ikke kun har brugt uddannelsen med næsen begravet i bøger.

Sådan lyder det fra regeringens iværksætterpanel ifølge Politiken.

Panelet foreslår, at alle universitetsstudieretninger opfordres til at indføre merit for praktikophold - altså mulighed for at godkende praktikophold, så de tæller som en del af uddannelsen. Det skriver Politiken fredag.

Det vil gavne både virksomheder og studerende, hvis man kan byde ind med andet end teori, mener formand for iværksætterpanelet Tommy Ahlers.

- Vi hører både opstartsvirksomheder og etablerede virksomheder sige, at de vil have folk, der har noget praktisk erfaring, siger han til Politiken.

En anden anbefaling fra panelet er, at regeringen bør ændre fremdriftsreformen, der blev indført i 2013 og har til formål at få studerende hurtigere gennem deres studier.

Panelet vil således belønne studerende, der tager praktik, med tre måneders ekstra studietid efter praktikopholdet, skriver Politiken.

- Mange studieretninger giver kun merit til en del af praktikopholdet. Kombineret med kravene fra reformen kan det være vanskeligt at få det praktiske omkring et praktikophold til at hænge sammen, siger Tommy Ahlers.

Iværksætterpanelet blev i april nedsat af erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) og har til formål at skabe bedre vilkår for iværksættere og vækstvirksomheder.

Panelet fremlægger sine samlede anbefalinger på mandag.

/ritzau/