"Jeg er ikke længere herre over hvad der sker i mit navn"

Rikke Bachmanns veninde stjal hendes identitet. Et udskudt register kunne have hjulpet hende.

- Det er lidt ligesom, at ens identitet ikke er den, man har på papiret. Man er magtesløs i forhold til, hvordan ens liv herfra udvikler sig, siger identitetsofferet Rikke Bachmann. (Foto: DR Nyheder © DR Nyheder)

Det er en mappe fyldt med dårlige minder, Rikke Bachmann sidder og kigger i.

- Det er ikke særlig rart at sidde og kigge på faktisk, siger hun.

En identitetstyv tog i 2011 hendes pas, årsopgørelse og fabrikerede falske lønsedler for at optage lån i hendes navn.

(Foto: DR Nyheder © DR Nyheder)

I mappen ligger dokumenter fra sagen. For eksempel et stykke papir, hvor identitetstyven har købt mobiltelefoner på Rikke Bachmanns regning. Og skrevet under med Rikke Bachmanns navn.

- Det er rigtigt ubehageligt. Jeg bryder mig ikke om at sidde og kigge på det, siger hun.

Iphones for 25.000

Det første lån, identitetstyven optager i Rikke Bachmanns navn, er i Magasin

- Der kom et brev ind ad min brevsprække, og jeg kunne se, at der var oprettet i kontokort i Magasin. Men jeg havde ikke oprettet et kontokort i Magasin.

- Så var jeg godt klar over, at nogen havde misbrugt min identitet.

Hvad er ID-tyveri?

Identitetstyveri dækker både over, at nogen ulovligt tilegner sig en andens oplysninger, og at nogen misbruger de oplysninger til for eksempel at optage lån, købe ting eller chikanere.

De personlige oplysninger kan være CPR-nummer, adgangskoder, sundhedsoplysninger eller andre følsomme persondata.

Identitetstyve er alt fra organiserede kriminelle til mennesker helt tæt på ofrene.

Det er ikke identitetstyveri, hvis nogen opsnapper kreditkortoplysninger og misbruger dem.

Kilde: borger.dk og Nationalt Cyper Crime Center

Rikke Bachmann melder misbruget til politiet. Men et par måneder efter er den gal igen. Det opdager hun ved et tilfælde, da hun logger på sin email.

Denne gang har tyven købt iphones for 25.000 kroner hos L'easy

- Det er lidt ligesom, at ens identitet ikke er den, man har på papiret. Man er magtesløs i forhold til, hvordan ens liv herfra udvikler sig, siger Rikke Bachmann.

Misbrugt af veninden

Identitetstyve er alt fra organiserede kriminelle til mennesker helt tæt på ofrene. For Rikke Bachmann var det hendes dengang gode veninde, der boede hos hende.

- Det er absurd, siger Rikke Bachmann.

Alt i alt har den tidligere veninde oprettet lån for 40.000 kroner i Rikke Bachmanns navn.

Men der har ikke været meget hjælp at hente hos de danske myndigheder. Anderledes stillet ville Rikke Bachmann have været, hvis hun havde boet i Norge.

Nordmænd kan kreditspærre

Nordmændene har dels mulighed for bedre rådgivning gennem Norsis (Norsk senter for informasjonsikring), som gennem flere år har hjulpet ofre for identitetstyveri.

Derudover kan de benytte en såkaldt kreditspærre. Med det redskab kan de frivilligt spærre for, at virksomheder kan tjekke deres kreditværdighed. Kan virksomheder ikke det, vil de ikke udbetale lån eller sælge varer på kredit.

Og det er smart, hvis det er en ID-tyv, der er ved at optage lån eller kredit i et offers navn.

Dansk løsning skudt til hjørne

I Danmark annoncerede politiet for et år siden, at danskerne ville få en lignende løsning inden udgangen af 2015.

Men en aktindsigt DR har fået i kommunikationen mellem Rigspolitiet og justitsministeriet kan man læse, at det er gået i hårdknude.

Meldingen fra politiet er, at der arbejdes på en løsning, men den er udsat på ubestemt tid.

I mellemtiden kan Rikke Bachmann intet gøre for at forhindre, at hendes identitetstyv igen begynder at købe varer og optage lån i hendes navn.

- Det er pinligt. Politikerne pipper en gang i mellem lidt op om, at nu vil de gøre noget, men der sker bare ikke noget, siger hun.

En enorm stressfaktor

For Rikke Bachmann har identitestyveriet indtil videre taget mere end fire år af hendes liv.

Selvom identitetstyven blev dømt, kan Rikke Bachmann aldrig vide, om tyveriet vil fortsætte. Tyven fik en betinget dom og har stadig hendes oplysninger.

- Jeg er ikke længere herre over, hvad der sker i mit navn. Men jeg ved, at det er mig, der skal modbevise, at jeg har gjort det, hvis der sker et eller andet. Det er en enorm stressfaktor.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube