Jeppesen om 'Ti stille kvinde': Nervepirrende at møde mændene bag trusler

Michael Jeppesen kalder det 'nervepirrende' at stå ansigt til ansigt med de mænd, der har truet kvindelige toppolitikere med voldtægt og død i programserien 'Ti stille kvinde'.

Michael Jeppesen står i programmet 'Ti stille kvinde' over for en mand, der kalder det 'karma' at politikeren Zenia Stampe ikke kan få flere børn, og derefter sammenligner hende med Hitler og Osama Bin Laden. (Foto: DR © DR2)

- Det er ret nervepirrende. Man er lidt nervøs, når man bare tropper op foran de her menneskers dør.

Sådan beskriver Michael Jeppesen selv oplevelsen af at stå over for mænd, der har truet kvindelige toppolitikere med voldtægt, overfald eller hånet dem med, at de har mistet et barn.

I tre tv-programmer på DR2 forsøger han at belyse prisen for at være en kvindelig profil i den offentlige debat, og billedet, der tegner sig, er rystende.

60 procent af de danske kvindelige folketingspolitikere har modtaget trusler via sociale medier, viser en rundspørge som DR Nyheder har lavet. Og truslerne er meget klare.

- Du er syg, Zenia. Søg hjælp og bed om et vådeskud, psykose-sæk, skriver en mand på Facebook til politikeren Zenia Stampe i aftenens afsnit af 'Ti stille kvinde', som vises på DR2 kl. 21.30.

Forsøger at forstå

I hvert program opsøger Michael Jeppesen de mænd, der sender enten sexistiske, hånende eller direkte dødstrusler mod de kvindelige politikere for at sætte et ansigt på personen i den anden ende af de hårde ord.

- Jeg prøver bare at se, om jeg kan forstå dem. Det kommer fra hjertet. Jeg har set dem, de har skrevet det til. Jeg har læst det og forsøger at forstå, hvorfor de har skrevet det. Jeg respekterer at det er et menneske, og at det ikke er gjort af en maskine, siger han.

I aftenens afsnit sender det ham i armene på en mand, der har hånet Zenia Stampe med at hun ikke længere kan få børn, og som kalder det 'karma', at hendes lille nyfødte pige Olga døde kort tid efter fødslen i sommer.

I programmet bliver både Zenia Stampe og Michael Jeppesen så påvirket af ordlyden i brevet fra manden, at de må stoppe interviewet.

- Det er fandeme svært at tale om døde børn. Jeg tror ikke, man behøver at have børn for at forestille sig, at det ret ubehageligt, siger han.

Læs hele brevet fra manden herunder:

Et trusselsbrev sendt til Zenia Stampe, hvor en mand kalder det 'karma', at hun ikke kan få flere børn og sammenligner hende med Hitler. (Foto: DR © DR2)

Jeppesen: Han virker jo helt normal

Foran kameraet spørger Michael Jeppesen manden bag brevet, om han mener, hvad han skrev.

- 100 procent, svarer manden.

- Jeg mener virkelig min mail. Jeg er glad for, at hun ikke kan få flere børn.

Her er øjeblikket, hvor Michael Jeppesen konfronterer mand med hans ubehagelige brev til Zenia Stampe. Hele interviewet og det, der kom efter, kan ses i programmet 'Ti stille kvinde' i aften kl. 21.30 på DR2.

Et trusselsbrev sendt til Zenia Stampe, hvor en mand kalder det 'karma', at hun ikke kan få flere børn og sammenligner hende med Hitler. (Foto: DR © DR2)

Overrasket vært

Og det kom bag på Michael Jeppesen, som har konfronteret andre afsendere af trusselsbreve tidligere. De valgte at bløde op, når de fik chancen.

- Jeg var fuldstændig overbevist om, at han ville sige, at det var løbet af med ham, og han var ked af det. Eller at han var ubegavet og helt fra snøvsen. Men i stedet bliver jeg mødt af en person, der er velformuleret, og hvad vi ville kalde helt normal, fortæller han.

Michael Jeppesen mener, at programmerne belyser en vigtig problemstilling i dagens danske debat.

- Debatten efter programmerne gør, at en masse bliver bedre til at sige fra. Jeg har allerede hørt mange kvinder sige: Er der også andre, der oplever det?

- Og så tror jeg også, at det bliver mere socialt uacceptabelt at formulere sig sådan. Jeg har talt med mange hyggesexister, som ikke mener noget ondt med det. Og når de finder ud af, at det, de skriver, ikke er acceptabelt, så tænker sig om en ekstra gang, fortæller han.

Andet afsnit af "Ti stille kvinde" vises i aften kl. 21.30 på DR2. Du kan se første afsnit her.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube