Jon blev ufrivillig far: Jeg havde kun kendt hende i otte timer

31-årige Jon Kjellund er en af de mænd, der har valgt at stå frem og fortælle sin historie i DR-dokumentaren 'Ufrivillig far'.

31-årige Jon Kjellund er far til en datter, som bor med sin mor i Østrig, og som han ikke har set i to et halvt år.

I november 2011 havde Jon Kjellund sex med en østrigsk kvinde, der var på ferie i København.

De brugte ikke kondom og købte en fortrydelsespille dagen efter.

Kvinden tog formentlig ikke pillen. For godt 14 dage senere fortalte hun Jon Kjellund via Facebook, at hun var gravid.

Kvinden ville have barnet, og Jon Kjellund tog til Østrig for at skrive under på, at han er far. Han tilbød at betale børnebidrag. Hun mente, at de skulle være sammen. Det mente Jon Kjellund ikke.

Nu er datteren tre et halvt, og den 31-årige dansker har ikke set hende i to et halvt år. Derudover har affæren vist sig at være dyr for Jon Kjellund.

En østrigsk domstol har givet Jon medhold i, at han faktisk har betalt for meget, men for at kræve penge ind, har dommeren medtaget de 2/3 af en fælles husleje, som Jons to bofæller betaler, samt det SU-lån, som Jon tog for at betale børnebidraget, som grundlag for Jons indkomst.

Derved har dommeren fordoblet Jons nettoindkomst, og Jon har fået besked på at anke af sin advokat, da dommen er i strid med østrigsk ret.

Det fortæller Jon Kjellund i dokumentaren 'Ufrivillig far' mandag klokken 21.30 på DR2.

Jon Kjellund fortryder, han ikke bekendte kulør over for sin kortvarige affære.

- Jeg skulle have sagt til hende, at jeg ikke havde lyst til at blive far med en østrigsk turist, som jeg havde kendt i otte timer. Nogle gange tænker jeg over, om hun havde fået det barn, hvis jeg havde meldt klart ud, siger han.

Havde sagt ja til 'juridisk abort'

Det gjorde Jon Kjellund ikke. Kvinden fødte en datter, og så var han far. Ufrivillig far.

- Jeg føler det som et massivt overgreb. Jeg synes, det er meget urimeligt, at jeg ikke har fået et valg. Hvis kvinden har et valg, skal manden så ikke også have det? Ellers er det ikke ligestilling, siger Jon Kjellund.

Ville du have fået en 'juridisk abort', hvis muligheden var der?

- Ja, det ville jeg.

Men den mulighed findes ikke. Og Jon Kjellund har valgt at fortælle sin historie for at gøre opmærksom på de rettigheder - eller mangel på samme - som en mand har, når han er blevet far mod sin vilje.

- Jeg savnede virkelig støtte. Der var ingen rådgivning at få, og lovgivningen er så åbenlys uligestillet, siger Jon Kjellund.

Hade-mails og gammel feminisme

Det er ikke første gang, Jon Kjellund fortæller sin historie. I marts 2015 skabte han debat med kronikken 'Jeg blev far imod min vilje' i Dagbladet Information. Det vakte opmærksomhed.

- Jeg fik en række hade-mails og fandt ud, at flertallet ikke kan se personen i det her. Efter 30 år med feminisme er kvinden blevet frigjort, men det har betydet, at man ikke tør sige noget som mand, siger Jon Kjellund.

Men bør man ikke acceptere den konsekvens, der kan være ved at have ubeskyttet sex. Nemlig at kvinden kan blive gravid?

- Jo, der er en biologisk konsekvens. Men der er ingen empati med manden. Folk er ligeglade med mændene i de her situationer, fortsætter han.

Hvorfor vælger du at fortælle din historie?

- Jeg vil ikke have, at det her sker for andre mænd. Nogle forskere sidestiller det traume, man får som ufrivillig far, med voldtægt. Jeg vil fortælle, at der er tale om et langt større problem, end folk går og tror, siger Jon Kjellund.

Hvordan påvirker det en mand, at han ikke kan bestemme, om han vil være far eller ej. Svend Åge Madsen, der er chefpsykolog på Rigshospitalet, har et bud. Klik og hør.

Den 31-årige far undrer sig blandt andet over, at han - som ufrivillig far - skal betale lige så meget til et barn som en far, der er blevet skilt for 10 år siden.

Og hvorfor han skal underlægges et andet lands regler, fordi han har haft en kort affære i sin lejlighed i København.

Jon Kjellund skrev i starten af januar til den østrigske mor, at han har anket den dom, der skruer op for børnebidraget.

Og han skriver derudover til hende via Skype hver måned i håb om at komme til at se sin datter, som nu er tre et halvt år. Det afviser moren.

Jon Kjellund har bedt om at få lavet en dna-test, hvilket moren sagde ja til, men senere afviste. Det skal også afgøres ved en domstol.

Moren til Jon Kjellunds datter er blevet tilbudt at medvirke i DR-dokumentaren, men har afvist. Første af tre afsnit af 'Ufrivillig far' bliver vist mandag klokken 21.30 på DR2.

Her er dine rettigheder og pligter som far

  • Hvis moren til dit kommende barn er gift med en anden mand, bliver ægtemanden automatisk registreret som barnets far. Du mister dermed dine rettigheder, ligesom du ikke har økonomiske forpligtelser over for barnet.
  • Hvis du er far til et barn, har du pligt til at vedkende dig faderskabet. Hvis du er uenig med barnets mor eller der på anden måde opstår tvivl, vil det typisk blive afgjort ved hjælp af en DNA-test.
  • Du har ret til samvær med dit barn. Hvis den anden forælder modsætter sig, kan statsamtet fastsætte en samværsordning med udgangspunkt i jeres situation.
  • Som far til et barn, du ikke bor sammen med, skal du betale et månedligt bidrag til den forælder, barnet bor hos. Du og barnets mor kan selv bestemme beløbets størrelse. Hvis I ikke kan blive enige, vil statsamtet fastsætte det månedlige bidrag ud fra din indkomst.
  • Uanset om du har haft kontakt til dit barn eller ej, har barnet ret til at arve efter dig på lige fod med dine eventuelle andre børn.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube