Tema Bandekonflikt

Justitsministeren vil have forbudt banden Loyal to Familia

Rigsadvokaten skal undersøge, om banden Loyal to Familia kan opløses, siger Søren Pape Poulsen (K).

De sidste to måneder har der været 18 skyderier på Nørrebro og i Københavns Nordvestkvarter. (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) vil forbyde banden Loyal to Familia.

Derfor beder justitsministeren nu Rigsadvokaten om inden for den næste måned at undersøge, hvorvidt banden kan opløses ved dom.

- Jeg har bedt Rigspolitiet og Rigsadvokaten om at undersøge, hvorvidt der er grundlag for at rejse en sag for at gøre Loyal to Familia ulovlig, siger Søren Pape Poulsen.

Rent principielt, så synes jeg, vi er til grin, hvis vi skal acceptere, at foreninger, der laver kriminalitet, bare kan få lov til at gå og hygge sig og grine af retssamfundet, siger justitsministeren

JUSTITSMINISTER Søren Pape Poulsen

Loyal to Familia-banden har de seneste måneder skabt uro i både København og Aarhus, hvor politiet mistænker folk med relation til banden for at stå bag en lang række skyderier.

Senest har Københavns Politi meldt ud, at Loyal to Familia ligger i voldelig konflikt med personer fra området omkring det almene boligbyggeri Mjølnerparken på Nørrebro i København og den københavnske vestegn.

Konflikten gik senest i fredags ud over to uskyldige ofre, da de begge blev ramt af skud ved to forskellige skudepisoder. Det fik Københavns Politi til at advare unge mænd mellem 17 og 25 år mod at færdes på Nørrebro i København, fordi de risikerer at blive skudt.

- Det er en organisation, der er meget stor. Den vokser, og medlemmerne laver rigtig meget kriminalitet. Så vi må svare tilbage som samfund. Det handler også om at sætte nogle streger i sandet, siger Søren Pape Poulsen.

Forbud kan give fængsel til nye medlemmer

Hvis Rigsadvokaten vurderer, at der er kød nok på sagen til at kræve Loyal to Familia opløst, vil et straksforbud blive iværksat, når retssagen er forberedt og rejses ved en domstol, oplyser Justitsministeriet.

Hvis en domstol finder grund til at opløse Nørrebro-banden, vil det ifølge Justitsministeriet betyde, at det fremover vil være strafbart at fortsætte handlinger i gruppens navn.

Samtidig vil personer kunne straffes med to års fængsel, hvis de bliver nyt medlem af banden eller rekrutterer andre til banden.

Ifølge ministeriet vil det også kunne straffes med op til to års fængsel, hvis bandemedlemmerne fortsætter med at forsøge at dominere et boligområde ved for eksempel at bære rygmærker.

Loyal to Familia ​har eksisteret siden 2013, så hvorfor først gøre noget nu?

- Hvorfor man ikke har gjort noget tidligere end i 2013, det kan man jo spørge andre om, det ved jeg ikke noget om. Men det skal ikke afholde os fra at gøre noget nu, siger justitsminister Søren Pape Poulsen.

Grundlov kan gøre det svært

Om det kan lade sig gøre at opløse banden Loyal to Familia for på den måde at skabe ro, skal Rigsadvokaten nu undersøge.

Skiftende justitsministre har forsøgt med at få lignende forbud tidligere. Men de sager peger på, at det kan være svært at finde de juridiske argumenter for at opløse foreninger, som er beskyttet at grundloven.

Den slår nemlig fast, at der er foreningsfrihed i Danmark, men at foreninger kan opløses ved dom, hvis de benytter sig af vold.

- Rent principielt, så synes jeg, vi er til grin, hvis vi skal acceptere, at foreninger, der laver kriminalitet, bare kan få lov til at gå og hygge sig og grine af retssamfundet, siger justitsministeren.

Tilbage i 1998 undersøgte Rigsadvokaten muligheden for at forbyde rockergrupperne Hells Angels og Bandidos. Her fandt man frem til, at en eventuel retssag mod rockergrupperne formentlig ikke ville ende med et forbud, fordi det ikke ville kunne bevises, at selve rockergrupperne var kriminelle, selvom medlemmerne var det.

I både 2004 og 2008 konkluderede Rigsadvokaten i en anden undersøgelse, at den muslimske bevægelse Hizb ut-Tahrir ikke umiddelbart kunne opløses, hvis der blev rejst en sag.

Og senest i 2010 afviste Rigsadvokaten at igangsætte en større undersøgelse for at finde ud af, om visse bande- og rockergrupper som Hells Angels og dens støtteklub AK81 kunne opløses.

Dengang lød konklusionen, at det ikke kunne betale sig, fordi det for eksempel ville kunne gøre politiets muligheder for at efterforske sværere, ligesom det ville tage flere år at køre en sag om opløsning gennem hele retssystemet.

- Dengang valgte man at sige, at man ikke ville rejse en sag. Nu har jeg bedt Rigsadvokaten om at kigge på det, og hvis han så kommer frem til, at der er grundlag for at rejse en sag, så vil det jo være historisk, hvis det sker, siger Søren Pape Poulsen.

Hvad så hvis Loyal to Familia bare ændrer navn til noget andet. Virker et eventuelt forbud så?

- Ja, for det går ikke på navnet, men på personkredsen, der har været del af Loyal to Familia. Så selvom de kalder sig noget andet, så kan de altså ikke slippe uden om, siger Søren Pape Poulsen.

Rettet klokken 18.20: I den oprindelige udgave stod der, at Rigsadvokaten skal undersøge, hvorvidt banden 'Loyal to Familia' kan opløses med lov. Det passer ikke. Den skal undersøge, om banden kan opløses ved dom. DR Nyheder beklager.