Kæmpe sag om hvidvaskning trækker tråde til Danmark

Kriminelt netværk med tråde til Danmark har ifølge Europol hvidvasket penge for mere end en milliard kroner.

Politisamarbejdet Europol har slået til mod et europæisk netværk, der menes at have hvidvasket penge for op mod 1,4 milliarder kroner.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Europol, der har koordineret politiaktionen.

Sagen trækker tråde til Danmark, hvor der også har været en politiaktion.

De øvrige europæiske lande er Frankrig, Tyskland, Schweiz, Spanien samt de baltiske lande.

Netværket har ifølge pressemeddelelsen beskæftiget sig med at vaske illegale penge rene.

Nogle af pengene stammer angiveligt fra ulovlig spilvirksomhed.

Et formål med hvidvaskningen af penge har været at undgå beskatning, hedder det.

Som led i aktionen er der blevet beslaglagt ejendomme, luksusbiler, penge og sågar en vinkælder med dyre vine.

De fleste beslaglæggelser har fundet sted i Frankrig, og det er også her, at netværket ser ud til at have haft dets udgangspunkt.

Tråde til lande udenfor Europa

Det var efterforskning foretaget af fransk politi i september 2015, som fik det europæiske politisamarbejde til at gå ind i sagen.

Under efterforskningen stod det klart, at netværket forgrener sig til en række øvrige europæiske lande.

Herefter blev Europol involveret, og en fælles efterforskning blev indledt.

Sagen rækker også ud over Europas grænser.

Ifølge pressemeddelelsen har netværket haft aflæggere i Hong Kong og Singapore.

Efterforskningen i sagen er endnu ikke afsluttet.

Det fremgår ikke, om der er foretaget anholdelser af mistænkte personer i Danmark.

Den danske anklagemyndighed ønsker ikke at komme med yderligere oplysninger før mandag.

/ritzau/