Kaffeprisen og bilkøbet chokerer: Så dyr er København

København er den 8. dyreste by at bo i på verdensplan, viser en ny oversigt fra The Economist.

De københavnske priser kan få selv velhavende til at føle sig fattigere, lyder det fra en amerikaner, der har boet seks år i Danmark. (Foto: Ólafur Steinar Gestsson © Scanpix)

Priserne på varer i supermarkedet, kaffepriserne på caféerne og prisen på bilen chokerede det amerikanske par Jack og Tina Fussel, da da drog til København for seks år siden for at slå sig ned og arbejde.

- Det første chok kom, da vi gik på indkøb, for priserne var helt vilde. Alt var mindst dobbelt så dyrt, siger Tina Fussel, der driver et indretningsfirma og har en blog.

Særligt da de kom hjem efter det første indkøb mødte prisoverraskelserne dem.

- Første gang vi var ude på shopping, betalte vi bare, men da vi kom hjem, og jeg så regningen omsat til dollars, tænkte jeg, ’åh gud’, siger Jack Fussel, der er freelancefotograf i Danmark.

De høje priser fik ifølge Tina Fussel det velhavende par til kortvarigt at føle sig fattige.

Derfor havde Jack Rytter også forventet, at København ville ligge helt i top på The Economist's årlige liste leveomkostningerne i verdens storbyer.

Så da København 'kun' indtog 8. pladsen på listen med 133 storbyer, blev han overrasket.

SE LISTEN: Her er byerne med de højeste og laveste leveomkostninger

De høje leveomkostninger kan skræmme folk væk fra København og Danmark, mener Tina Fussel.

- Gennem min blog er der mange, der skriver til mig for at høre, hvordan det er at bo i Danmark, og hvor dyrt det er i Danmark. Jeg fortæller dem, at det er meget dyrt at bo her. Og det bruger de til at afgøre, om de vil flytte til Danmark eller Amsterdam eller Frankrig. Så det er helt klart noget, folk overvejer, siger hun.

Men for det amerikanske par har det alligevel været pengene værd at bruge seks år i København - særligt da de besluttede at tage deres forholdsregler.

- Jeg synes, det har været det hele værd. Jeg ville jeg ikke overveje to gange, siger Jack Fussel.

- Vi lavede en regel om, at vi ikke skulle omregne prisen til dollars. Man betaler 45 kroner for kaffen, og så nyder man den. Så hvis man kan nå dertil, så kan man bare nyde det. Det er et vidunderligt sted at leve.

Og det selvom bilkøbet i Danmark var en 'en øjenåbner'.

- For den pris, vi betalte, kunne vi nemt have fået noget vidunderligt i USA, siger Tina Fussel.

  • Top ti: Byer med de højeste leveomkostninger
  • 1. pladsen: Singapore
  • 2. pladsen: Zurich
  • 3. pladsen: Hong Kong
  • 4. pladsen: Geneve
  • 5. pladsen: Paris
  • 6. pladsen: London
  • 7. pladsen: New York
  • På en delt 8. plads: København, Seoul og Los Angeles
  • Kilde: The Economist
  • Opgørelsen bliver lavet hvert andet år og sammenligner priser på tværs af lande, service-ydelser produkter og produkter som mad, drikkevarer, tøj, husleje, transport, el og gas, privatskoler og fritidsaktiviteter.
  • Ifølge The Economist skete meget med leveomkostningerne i løbet af 2015. Faldende råvarepriser, devaluering af valutaer og geopolitisk usikkerhed bidrog til faldende leveomkostninger i flere storbyer.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube