Kanelsneglen er i fare

Er en kanelsnegl traditionelt, dansk bagværk? Fødevarestyrelsens fortolkning af EU-reglerne har bragt kanelsneglen i fare.

Bagerne kan ikke forstå, at svenskerne har fået lov til at have et højt niveau af kumarin i deres kanelboller, når vi ikke kan i Danmark. (Foto: Kathryn McCallum © Stock Xchng)

De danske bagere skal måske til at overveje, hvor meget kanel, de putter i deres kanelsnegle.

En EU-forordning regulerer nemlig, hvor stor en mængde kumarin, der må være i europæernes kost.

Kanelsnegl i fare

Der er forskellige grænseværdier for, hvor meget kumarin, der må være i enten traditionelt og sæsonbetonet bagværk eller i almindeligt 'fint bagværk'. Det er her, at den danske kanelsnegl kommer i fare.

Fødevarestyrelsen mener nemlig ikke, at en kanelsnegl er traditionelt dansk bagværk. Og derfor gælder der nu en lav grænseværdi for et skadeligt stof, kumarin, der findes i kanel.

Fødevarestyrelsen har sat to grænseværdier for det skadelige stof kumarin, der findes i kanel. En høj for traditionelt bagværk og en lav for andet bagværk.

Derfor skal kanelsneglen overholde en lav grænseværdi på 15 mg. pr. kilo. Til sammenligning må julesmåkagen indeholde 50 mg. pr. kilo, hvilket er næsten fire gange så meget.

Bagerne protesterer

Bagerne er ikke tilfredse med, at Fødevarestyrelsen ikke vil anerkende kanelsneglen.

- Kanelsnegle og kanelstænger er jo traditionelt bagværk, siger Hardy Christensen, der er bager og formand for de danske bagere og konditormestre.

- Det hører jo ingen steder hjemme, at man vil forbyde kanel. For det har vi jo brugt i dansk bagværk lige så lang tid, man kan huske tilbage, siger Hardy Christensen.

Fødevarestyrelsen: Bagerne overholder grænseværdier

Kanel indeholder et skadeligt stof, som hedder kumarin og kan give leverskader.

- Det har vist sig, at de fleste bagere kan overholde grænseværdierne, men der er også nogen, der ikke kan. Og det har vi fokus på, siger Birgit Bønsager, der er konsulent i Fødevarestyrelsen.

Svenske kanelboller godkendte

I Sverige har de svenske fødevaremyndigheder godkendt kanelbollen som traditionelt svensk bagværk.

Men Fødevarestyrelsen er uenig i svenskernes fortolkning af EU-reglerne.

- Vi fortolker forordningen på den måde, så forbrugerne ikke får for meget af det her stof. Og så bliver kanelsnegle og andre kanel kager nødt til at overholde den lave grænseværdi, siger Birgit Bønsager fra Fødevarestyrelsen.

Det mener de danske bagere er urimeligt. De håber derfor på en appel-mulighed:

- Det drejer sig om, at vi kan beholde kanelsnegle og kanelstænger i Danmark. For hvem kan drømme om et morgenbord, uden der er et rundstykke, en spandauer og en snegl?, siger bagerformand Hardy Christensen.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube