Københavnere i fakkeltog mod bander: Nok er nok!

Københavnerne vil tage gaderne tilbage fra den verserende bandekonflikt.

Åbenlys hashhandel, uskyldige sårede, lyden af skududvekslinger og politiets sirener.

Den verserende bandekonflikt har sat sine spor på Nørrebro og Nordvestkvarteret i København, hvor der har været 26 skudepisoder siden midten af juni. Og det har beboerne i områderne bemærket.

- Nok er nok! Og vi vil ikke se vores børn, unge og andre uskyldige blive ofre for kriminelle slyngler. Med fakler og sammenhold viser vi, at vi ikke vil opgive Nørrebro, lyder det i en invitation til et fakkeltog i aften, som Anahita Malakians har taget initiativ til.

Hundreder af københavnere mødte op på Blågårds Plads, hvor de tændte fakler. Herfra vandrede de ud ad Nørrebrogade til Den Røde Plads for at vise, at gaderne i Nørrebro tilhører beboerne - og ikke banderne.

- Politikerne lytter ikke. De brøler og snakker, men gør ingenting. Det er os, der bor her, og det er ikke sjovt længere, siger Karen, der bor på Nørrebro.

Uskyldige ofre skræmmer

Det er særligt det, at bandekonflikten nu går ud over folk, der ikke har noget med bandekonflikten at gøre, der sætter sig i Nørrebro-beboernes bevidsthed.

"Vi skal kunne leve i fred sammen". Sådan lyder budskabet under fakkeloptoget på Nørrebro. (Foto: Mads Claus Rasmussen © sCANPIX)

Det seneste offer for bandekonflikten er en 39-årig mand, der i går aftes blev ramt af syv skud, der blev affyret af to maskerede personer på en knallert. Han har ifølge politiet ikke noget med bandekonflikten at gøre, men er nu alvorligt kvæstet og hans tilstand er kritisk.

Lørdag aften var det også tilfældigt forbipasserende, der blev skudt på åben gade.

- Jeg begynder at græde hver gang. Er det nu endnu en af vores unge? Er det min søn næste gang? Er det naboens?, siger Christina Christensen, der står med en fakkel i hånden på Blågårds Plads.

Der er blevet affyret skud hver nat de sidste seks nætter, og for tredje nat i træk er offeret ikke involveret i bandekonflikten.

- Nu skyder de altså uskyldige mennesker, og der er en, der ligger og er ved at dø. Nu skal det simpelthen stoppe, siger Henrik Norlander Schmidt, mens han går ned ad Nørrebrogade mod Den Røde Plads, og fortsætter:

- Vi flytter os ikke, det er dem, der flytter sig.

Flere patruljer og mobile politistationer

Det er ikke kun beboerne, der har bemærket den eskalerende bandekonflikt.

- Mit personale siger jo også, at de aldrig har set noget lignende. Den her situation er jo - særligt med de her skyderier mod udenforstående - tilspidset, siger Jørgen Bergen Skov, chefpolitiinspektør ved Københavns Politi.

Hos Københavns Politi har man i dag reageret på de mange skyderier og besluttet at være mere til stede på Nørrebro. Der er allerede oprettet visitationszoner og en mobil politistation.

Her til aften har politiet meldt ud, at der bliver sendt endnu en mobil politistation til området og flere patruljer til både fods og i bil, der bliver "låst" til området.