Københavns Kommune siger endegyldigt farvel til forretninger med Ryanair

Københavns Kommune kommer ikke til at lægge en eneste øre hos det omstridte irske flyselskab i fremtiden.

Ryanairs måde at drive forretning på, stemmer ikke overens med værdierne i Københavns Kommune, mener Socialdemokraternes Lars Aslan Rasmussen. (Foto: )

Københavns Kommune vil ikke længere handle med aktier fra Ryanair, ligesom kommunens ansatte fortsat ikke vil flyve med det omstridte discountflyselskab i arbejdstiden.

Det besluttede Borgerrepræsentationen her til eftermiddag.

- De arbejdsforhold, Ryanair tilbyder, er uforenelige med de værdier, vi har i Københavns Kommune, siger Lars Aslan Rasmussen, politisk ordfører for Socialdemokraterne i Borgerrepræsentationen og medlem af Økonomiudvalget til DR Nyheder.

Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti stemte for forslaget, mens Liberal Alliance, Konservative og Venstre stemte imod forslaget.

Nedstemte principielt forslag

Selvom Borgerrepræsentationen samtidig nedstemte et forslag om afvise investeringer i alle virksomheder, der ikke overholder reglerne på det danske arbejdsmarked, så mener Lars Aslan Rasmussen, at forslaget også fremover vil ramme virksomheder, der ligner Ryanair.

- Det sender et klart signal til andre store virksomheder, som heller ikke kan finde ud af at behandle deres medarbejdere ordentligt. De kommer ikke til at have noget med Københavns Kommune at gøre – som nu engang er landets største arbejdsgiver.

Københavns Kommune har ikke længere aktier i det omstridte irske discountselskab, som det var tilfældet, da Ryanair begyndte sit engagement i Danmark.

Derfor vil der med dagens beslutning ikke blive foretaget nogen konkrete ændringer i kommunens nuværende investeringer.

- Vi har god samvittighed

At Ryanair ikke har udtrykt bekymring over Københavns Kommunes fremtidige mangel på investeringer i flyselskabets aktier, som siden januar er steget med 19 procent, har Lars Aslan Rasmussen ikke andet et skuldertræk tilovers for.

- Det ændrer ikke ved, at vi har god samvittighed over, at vi ikke har noget med social dumping at gøre via Ryanair, siger han.

Efter en dom ved Arbejdsretten den 1. juli, hvor det blev slået fast, at en konflikt med Ryanair på dansk jord var fuldt lovlig efter danske regler, valgte selskabet at lukke sine to danske baser i København og Billund. Nu flyver Ryanair i stedet deres fly ind fra baser i andre lande.