Konference skal nedbryde tabuer om at være homoseksuel og muslim

Der er mange tabuer forbundet med at være muslim og homseksuel, og kan ende med æresvold.

Som homoseksuel kan man møde mange fordomme og tabuer, ikke mindst hvis man er muslim. Det skal i dag debatteres på en konference i København. Arkivfoto fra demonstration mod russisk homolov i København. (© Scanpix)

Det er svært at være homoseksuel og muslim samtidig, mener Sabaah, der er en forening for homo-, bi- og transseksuelle med minoritetsbaggrund. Derfor afholder Shabaah i dag en konference, som skal gøre op med tabuet om at være homoseksuel og muslim.

Fahad Saeed, der er medstifter af foreningen Sabaah, mener konferencen kan være med til at starte en nødvendig dialog om homoseksualitet og islam.

- Vi skal først og fremmest have en dialog i gang. Det handler om at aftabuisere seksualiteten i islam og skabe en accept af, at den menneskelige seksualitet indeholder en stor diversitet. Og den her konference er et stort skridt på vejen. Vi håber på at kunne gå alliancens vej, og få skabt forbindelse og forståelse i forskellige minoritetsmiljøer, siger Fahad Saeed.

Kan ende i æresvold

Foreningen Sabaah oplever stigende travlhed hos deres telefon- og emailrådgivning, hvor man kan få hjælp, hvis man er i tvivl om, hvordan man skal tackle det være homoseksuel med minoritetsbaggrund.

Fahad Saeed forklarer, at henvendelserne meget ofte handler om de store konsekvenser, det kan have at springe ud som homoseksuel i en muslimsk familie.

- Man kan blive mødt med eksklusion og stigmatisering fra familie og venner, og at man bliver holdt udenfor det fællesskab, som er livsvigtigt for mange. I nogle få tilfælde har vi også set, at det er endt med æresrelateret vold, siger han.

Stå frem og hjælp andre

Derfor mener Fahad Saeed, det er vigtigt, at unge muslimer får nogle rollemodeller, som de kan vise dem, at det helt fint at være homoseksuel og muslim.

- Hvis der er folk, der selv kommer fra et minoritetsmiljø, som vil stå frem og vise, at det er ok at være muslim og homoseksuel, så er der færre, der vil tænke, at de er unormale. Og det vil gøre det lettere at springe ud, siger Fahad Saeed.

Konferencen, der har overskriften 'Tro og seksualitet', arrangeres i samarbejde med Københavns Kommune og Kvinfo.