Tema Prins Henrik har demens

Kongehuset: Prins Henrik har demens

Et specialistteam ved Rigshospitalet har konkluderet, at prinsen lider af demens.

- Som en konsekvens af diagnosen vil Prinsen fremover yderligere neddrosle sine aktiviteter, lyder det i en meddelelse fra Kongehuset. (Foto: KELD NAVNTOFT © Scanpix)

Prins Henrik er blevet diagnosticeret med demens.

Det meddeler Kongehuset i en pressemeddelelse.

- Som en konsekvens af diagnosen vil Prinsen fremover yderligere neddrosle sine aktiviteter, ligesom der vil blive taget stilling til protektioner og æreshverv, lyder det i meddelelsen.

Den 83-årige prins er blevet diagnosticeret med demens af et specialistteam på Rigshospitalet, der hen over sensommeren har udført en række undersøgelser.

- Diagnosen indebærer en svækkelse af prinsens kognitive funktionsniveau. Omfanget af de kognitive svigt er ifølge Rigshospitalet større end forventeligt for prinsens alder og kan ledsages af forandringer i væremåde, reaktionsmønstre, dømmekraft og følelsesliv og dermed også påvirke samspillet med omverdenen, lyder det videre i pressemeddelelsen.

I meddelelsen fra Kongehuset fremgår det også, at dronning Margrethe og resten af familien ønsker, at Prinsen får den ro fremover, som det er påkrævet.

Indlagt over sommeren

Den danske prins har kæmpet med helbredet over sommeren. Han blev senest indlagt 14. august på Rigshospitalet med smerter i højre ben. Smerterne var kommet, efter at prinsen i juli var blevet opereret i højre lyske og fik en ballonudvidelse i højre bækkenkar.

På hospitalet blev han ifølge Kongehuset behandlet medicinsk og blev udskrevet otte dage senere.

Det vides ikke, om det har været i denne periode, at han fik sin demens-diagnose.

Prins Henrik har ligeledes ramt avisforsiderne, da han 3. august meddelte, at han ikke vil begraves med dronning Margrethe i Roskilde Domkirke, som det ellers var planlagt.

Årsagen er, at han ikke føler sig ligestillet med dronningen på grund af sin titel som prins. I stedet ønsker han at få titlen kongegemal.