Kontant gevinst til el-kunder der rotter sig sammen

Tænk Strøm og EL-Forbundet.dk har netop fået en 12 måneders aftale, der betyder besparelser på mellem 200 og 1.000 kr. for medlemmerne.

Prisen for strøm kan sættes ned, hvis man skifter elselskab, men skatter og afgifter og prisen for at få strømmen leveret kan ikke ændres. (© DR)

Sidste år valgte 220.000 elkunder at skifte elselskab, og nu har indkøbssammenslutningen Tænk Strøm under Forbrugerrådet og El-Forbundet.dk forhandlet en 12 måneders fastprisaftale på el igennem for medlemmerne.

EL-Forbundet.dk har fået en aftale om en kilowatt-time på 37,76 øre øst for Storebælt og 36,53 øre vest for Storebælt.

Den pris Tænk Strøm har forhandlet sig frem til er 39,98 øre øst for Storebælt og 38,60 øre vest for Storebælt.

Fælles for de to aftaler er, at man skal være medlem for at få glæde af de lavere priser.

Kun el-pris kan forhandles

Den gennemsnitlige pris for el ligger i andet kvartal i år på 43 øre pr. kilowatt, og dermed kan en husstand i gennemsnit spare mellem 200 og 1.000 kroner pr. år.

Det er kun selve prisen på el man kan forhandle. Skatter og afgifter samt transport af strømmen kan ikke forhandles. Netop transporten står nogle af de store elselskaber ofte for, og det kan ikke ændres. Skifter man elselskab risikerer man derfor at få to regninger, nemlig en for el-forbruget og en for leveringen.

Fordelen for kunderne i indkøbssammenslutningerne er, at prisen låses fast i 12 måneder, også selv om der kommer prisstigninger på el.

Vil gerne have hjælp

- Mange kunder vil gerne kende deres pris fremadrettet, så de er beskyttet, hvis der skulle ske noget, som kan få priserne til at stige pludseligt, som vi så den dengang japanske a-kraftværker blev sat ud af drift, siger Forbrugerjurist Morten Sinding, EL-Forbundet.dk

- Jeg tror det er en ny trend i samfundet. På el-området er det tydeligt for mig, at folk gerne vil have nogen til at hjælpe sig. Særligt når dette er gratis for forbrugeren, siger han.

Ønsker man ikke at være medlem af en indkøbssammenslutning kan man på www.elpristavlen.dk selv finde ud af, om der er penge at spare på el.