Tema Ubådssagen

Kranskib hæver sunket ubåd op til overfladen

Ubåden Nautilus, der er ejet af drabssigtet, er hævet i Øresund.

Ubåden Nautilus ses her langs kranskibet Vinas bagbord side.

En af verdens største privatbyggede ubåd, UC3 Nautilus, er nu blevet hævet til overfladen, efter den i går sank under mystiske omstændigheder.

Skibet er bygget og ejet af opfinderen Peter Madsen, der sejlede fra Refshaleøen torsdag aften. Om bord var en svensk, kvindelig journalist, som Peter Madsen nu er sigtet for drab på.

Det er skibet Vina A/S fra JD-Contractor, der håndterer bjærgningen i Øresund.

Peter Madsen sagde i går, at ubåden sank meget pludseligt, da der opstod problemer med ubådens ballasttank. Tidligere drabschef Kurt Kragh forklarede tidligere i dag, at det blandt andet er den forklaring, man nu skal efterprøve.

Ubåden Nautilus ses her langs kranskibet Vinas bagbord side.

Derudover er det også vigtigt for politiet at få undersøgt, hvad der eventuelt kan gemme sig i skroget.

- Den er åbenbart blevet fyldt med vand, så hvis der er sket skade på eventuelle spor, så er det sket. Derfor er der ingen grund til at forcere det, man kan ligeså godt bruge den tid, der skal til, for at hæve den og få den ind, så man kan gennemgå den som et muligt gerningssted, forklarede Kurt Kragh.

Arbejdet med bjærgningen begyndte klokken 10 i dag.

FAKTA om Nautilus

  • Ubåden UC3 Nautilus blev bygget som et hobbyprojekt af en gruppe ubådsentusiaster med den danske opfinder i spidsen. Det tog tre år at færdiggøre fartøjet.
  • 3. maj 2008 blev Nautilus søsat i Københavns Havn.
  • Ubåden er en af verdens største hjemmebyggede eksemplarer og er den tredje ubåd, som den danske opfinder har designet.
  • Nautilus er næsten halv størrelse af den danske flådes ubåde af Tumleren-klassen. Den drives dieselelektrisk.
  • Ubåden kan i teorien dykke til en dybde på 470 meter. Det er den dybde, hvor skroget ifølge beregninger kan forventes at bryde sammen på grund af vandtrykket.
  • I 2010 skete der en batterieksplosion i maskinrummet. Flere batterier blev beskadiget. I 2011 blev ubåden taget på land og har gennemgået en omfattende renovering.
  • Kilder: Ritzau og www.uc3nautilus.dk