Kronprinsen baner vej for handel med Vietnam

Efter et officielt besøg i Australien drager kronprinsen til Vietnam sammen med en erhvervsdelegation.

Kronprins Frederik var i Vietnam i 2009. Denne gang går turen til Vietnam uden dronningen og prins Henrik. (© DR)

Kronprins Frederik følger en tur til Australien i november sammen med kronprinsesse Mary op med endnu et officielt besøg i Vietnam sammen med en dansk erhvervsdelegation.

Turen til Vietnam foretager kronprinsen uden sin hustru, og besøget dér starter dagen efter, rejsen slutter i Australien den 26. november. Vietnambesøget slutter den 1. december,

Den officielle anledning er 40-året for oprettelsen af diplomatiske forbindelser mellem Danmark og Vietnam.

Grøn vækst og fødevarer

Erhvervsdelegationen vil fokusere på at styrke samhandlen især inden for grøn vækst og fødevarer, oplyser Kronprinsens og Kronprinsessens Hof.

Sammen med sine rejsefæller skal kronprinsen besøge både Hanoi i nord og Ho Chi Minh City i syd.

Kronprinsens far, Prins Henrik, har boet i Vietnam i flere år.

Først til Australien

Forinden vil kronprinsen og kronprinsessen have været i Australien siden den 19. november blandt andet med et ugelangt besøg i hovedstaden Canberra, hvor de blandt andet skal træffe landets premierminister Julia Gillard.

Også i Australien er en erhvervsdelegation med på turen, hvor der vil blive slået på Danmarks ekspertise inden for grøn energi og teknologi.

Det er anden gang, kronprinsparret aflægger officielt besøg i kronprinsessens fødeland. De har været der adskillige gange privat blandt andet på øen Tasmanien, hvor kronprinsesse Mary er vokset op, og hvor hendes to søstre stadig bor.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube