KU-tillidsmand: Fyringsrunde betyder dårligere vejledning og mindre undervisning

Det er især de studerende, som kommer til at mærke konsekvenserne af fyringsrunden på Københavns Universitet.

Færre forskere betyder, at vi bliver nødt til at reducere undervisningsmængden, lyder det fra AC-tillidsmand ved Københavns Universitet. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

De studerende på Københavns Universitet kommer både til at kæmpe om pladserne i auditorierne og undervisernes opmærksomhed, efter det i dag er kommet frem, at universitetet vil sløjfe 500 stillinger - heriblandt en række forsker- og undervisningsstillinger.

Det er meldingen fra Leif Søndergaard, der er fællestillidsrepræsentant for akademikerne på Københavns Universitet.

- Færre forskere betyder, at vi bliver nødt til at reducere undervisningsmængden. Samtidig vil der komme større hold, ikke mindst i forbindelse med laboratorieøvelser, hvor man måske også bliver nødt til at skære nogle øvelser væk, siger han.

Færre forskere betyder, at vi bliver nødt til at reducere undervisningsmængden. Samtidig vil der komme større hold, ikke mindst i forbindelse med laboratorieøvelser

leif søndergaard, ac-tillidsmand

- Derudover vil der blive mindre tid til vejledning og feedback, og der vil blive lavet mindre forskning end tidligere. Derfor vil det helt klart gå ud over kvaliteten af undervisningen.

209 forskere, undervisere, og ansatte i service og administrative stillinger vil få en fyreseddel i løbet af februar.

Derudover bliver 323 universitetsstillinger nedlagt, enten via frivillige fratrædelsesordninger eller fordi de ikke bliver genbesat.

Leif Søndergaard frygter, at underviserne og forskerne kommer til at skulle tage sig af flere administrative opgaver.

- De skulle jo gerne bruge deres tid på undervisning og forskning.

Derudover er han bange for, at der kommer flere fyringsrunder i løbet af de næste år.

- Jeg frygter, at der er flere fag, som må lukkes, fordi vi ikke har råd til at opretholde dem, siger Leif Søndergaard.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube