Læge advarer: Tablet-børn risikerer at blive dårlige til at tage en uddannelse

Småbørns brug af tablets er et globalt hjerneeksperiment, mener lægen Imran Rashid.

Mange børnefamilier kender det: Når dagen i vuggestuen, børnehaven eller skolen er forbi, kommer tabletten frem. Men nu advarer læge Imran Rashid mod de langsigtede konsekvenser for børnenes udvikling. (Foto: Peter Langkilde © DR Nyheder)

Den har været på markedet i under 10 år, men har allerede forandret børnelivet for millioner af børn.

Tabletten har gået sin sejrsgang i børneværelser, børnehaver og sågar i vuggestuer. I dag har 95 procent af 3-6-årige danske børn adgang til en tablet hjemme, viser tal fra DR Medieforskning.

Børns brug af tablet

95 % af de 3-6 årige har adgang til en tablet i hjemmet.

Kilde: DR Medieforskning

Men forældrene til de børn bør grundigt overveje, hvor meget børnene skal have lov at lade fingrene danse på skærmen.

Det mener Imran Rashid, der er speciallæge i almen medicin og forfatter til bogen ’Sluk!’

- Vi risikerer, at få individer, der mangler empati, der er dårlige til at fordybe sig og som ikke evner relationer, siger han.

Se indslag fra TV AVSEN 21.30 her

Læge advarer mod konsekvenser af børns brug af tablet

Behovet for kontrol

Lægen frygter, at børnene bliver vant til at kunne hente en hurtig tilfredsstillelse på tabletten, inden de har lært sammenhængen mellem indsats og belønning.

- Man stikker dem en tablet før behovskontrollen er etableret og siger dermed: Du kan have det lige så sjovt som du vi, når du vil, siger Imran Rashid.

"De vigtigste ting her i livet er ting, der venter på den anden side af en indsats. Du er nødt til at yde noget, før du kan opnå noget. Det gælder uddannelse, sundhed og relationer."

Imran rashid, læge

Problemet er, ifølge Imran Rashid, at hvis barnet vænner sig til at blive tilfredsstillet uden synderlig indsats fra en tidlig alder, så vil det have meget vanskeligere ved at gennemføre aktiviteter, der kræver en stor indsats, før end der er en belønning at hente.

Som for eksempel at tage en uddannelse.

- De vigtigste ting her i livet er ting, der venter på den anden side af en indsats. Du er nødt til at yde noget, før du kan opnå noget. Det gælder uddannelse, sundhed og relationer, siger Imran Rashid.

Hjernens egen lykkespreder

Spørgsmålet er, om børnene vil kunne koncentrere sig og yde en indsats, også når der bliver længere mellem belønnings-snapsene, hvis man fra en tidlig alder har været vant til hyppig, digital belønning på en tablet.

Snapsen i denne sammenhæng er et af hjernens signalstoffer, dopamin. Et stof, der styrker en følelse af energi, velvære og nydelse, og som blandt andet frigives, når man modtager en belønning i et spil.

Forsøg med behovskontrol

I 1960’erne udførte man på Stanford University et senere meget berømt forsøg med børns evne til at udskyde deres behov.

Barnet blev placeret i et lokale med en skumfidus foran sig med lovning om at modtage to skumfiduser, hvis han eller hun kunne vente en kort tidsperiode.

Opfølgende studier viste, at de børn, der var i stand til at vente, klarede sig bedre i livet, blandt andet i kraft af et bedre uddannelsesniveau.

Kilde: American Psychological Association.

Det er også det stof, som afhængige søger udløst, når de tager stoffer som kokain, eller som ludomaner søger, når de spiller om penge.

- Vi har puttet en en-armet tyveknægt i lommen, som kan give en belønning i form af dopamin– og som lærer os, at man ikke behøver at yde en indsats, siger Imran Rashid.

Hjerneforsker Albert Gjedde, der er professor ved Københavns Universitet, deler Imran Rashids bekymring.

- Belønning, som man får for nemt, gør det okay at springe over hvor gærdet er lavest – mens man i virkeligheden skulle have gennemgået en træning, så man fandt ud af at springe over hvor gærdet er højest, siger Albert Gjedde.

Hvad er tegnene på, at dit barn er for vild med tablet?

"Der er en tendens til, at der dukker sådan nogle alarmister op i medierne hvert andet til tredje år, måske hyppigere, som giver forældre dårlig samvittighed."

Andreas Lieberoth, adjunkt, dpu

Forsker: Vi ved det jo ikke

Imran Rashid skriver sig med sin advarsel mod tablets ind i en lang række af pegefinge-løftere. For også da fjernsynet, tegneserien og de første computerspil så dagens lys, blev der stillet spørgsmålstegn ved, hvordan det ville forandre og måske skade vores hjerner.

Sådan ser Andreas Lieberoth, der er adjunkt ved Aarhus Universitet og forsker i computerspil, også på advarslen fra Imran Rashid.

- Der er en tendens til, at der dukker sådan nogle alarmister op i medierne hvert andet til tredje år, måske hyppigere, som giver forældre dårlig samvittighed, siger han.

Andreas Lieberoth er enig med Imran Rashid i, at vi ikke ved nok om, hvordan tablets påvirker hjernen.

Dopamin

Dopamin er en neurotransmitter, som dannes i hjernens basale områder og i mave-tarm-kanalen. I hjernen har dopamin betydning for fysiske og psykiske funktioner som indlæring, styring af bevægelser, stemningsleje, tankevirksomhed og hukommelse.

Kilde: Den store Danske, Gyldendal

- Den har kun været i hænderne på børn i måske fem år måske sammenlagt. Og det vil sige, at de børn, som har haft den som små, ikke er blevet så store, at vi kan se, om det har en vedvarende effekt, siger han.

Men ifølge Andreas Lieberoth er der heller ingenting, der tyder på, at børnene tager skade af skærmlegen.

- Selvfølgelig bliver børn påvirket af det, de bruger deres tid på og den måde deres hjerne bliver stimuleret på i hverdagen. Men hvis det ikke er mere end en halv til en hel time i døgnet, så er effekten så lille, at jeg ikke ville sætte mine videnskabelige kroner på, at der er noget at være bange for, siger Andreas Lieberoth,

Fundamentalt anderledes end en bog

Imran Rashid mener, at tabletten kan levere underholdning på et niveau, hvor al anden leg bliver mindre attraktivt for barnet.

"Vi er nødt til at skelne skarpt mellem iPad som et redskab for udvikling og så den brug, hvor forældrene bare har brug for en pause."

Imran Rashid, læge

- Det er det, at du lader dig underholde, uden at bruge andre dele af hjernen, og bliver tilfredsstillet. Når man først har oplevet det, så vil det at læse en bog blegne i forhold til – simpelthen fordi det er mere kedeligt, siger han og fortsætter:

- Når du først har givet barnet en tablet med et spil, der har det eneste formål at få barnet til at blive ved med at spille, så fratager du barnet dets egen kreativitet.

Lægen håber, at forældre vil være mere kritiske i forhold til, hvad deres børn bruger tiden bag skærmen på.

- Vi er nødt til at skelne skarpt mellem iPad som et redskab for udvikling og så den brug, hvor forældrene bare har brug for en pause, siger Imran Rashid.