Læge om 6,2 millioner diagnoser: De nedsætter vores livskvalitet

Mange diagnoser betyder, at danskerne bliver sygeliggjort, mener læge og forsker John Brodersen.

- Man opfinder nye sygdomme, som slet ikke er sygdomme, siger John Brodersen, der er uddannet læge, men ansat som lektor ved Københavns Universitet. (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

Danskerne får diagnoser på sygdomme, de aldrig vil blive ramt af, og det nedsætter livskvaliteten.

Så klar er udmeldingen fra John Brodersen, der er uddannet læge og ansat som forsker ved Københavns Universitet og Region Sjælland, når han skal forklare, hvorfor danskerne har mindst 6,2 millioner diagnoser, som Politiken skriver i dag.

- Der forekommer det, der hedder overdiagnostik. At mennesker i dag bliver diagnosticeret med tilstande eller sygdomme, som de aldrig nogensinde får nogen glæde af. De får aldrig symptomer på den sygdom, og den sygdom vil aldrig forårsage, at de bliver syge eller dør af den, siger han.

Ifølge lægen skyldes de mange diagnoser dels, at flere raske i dag bliver undersøgt for mere af bedre teknik. Desuden bliver flere afvigelser opfattet som sygdomme, selvom de ifølge John Brodersen slet ikke er sygdomme.

Både medicinalindustrien, de private aktører som tjener penge på undersøgelserne, læger og patientforeninger har en interesse i diagnoserne, men det har befolkningen ikke, mener han.

- Vi bliver alle sammen patienter og sygeliggjort. Det fører ikke noget godt med sig. Det er til skade, og det betyder nedsat livskvalitet, siger han.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube