Lægeformand erkender: Vi har sat for mange på antidepressiver

Hver 12. dansker er på antidepressiv medicin. Det høje antal skyldes blandt andet elendige despressionstest, lyder kritikken fra professor.

Over 450.000 personer herhjemme købte sidste år antidepressiv medicin. Det er en voldsom stigning i forhold til tallet 10 år forinden, i 2002. Det viser tal fra Statens Serum Institut.

Over 8 procent - altså en ud af 12 danskere - købte antidepressiv medicin sidste år. Det er godt 42 procent flere end i 2002.

Du kan se detaljerne i stigningen over de seneste 10 år i grafen herover.

Tallet er dog faldet en lille smule siden 2010, hvor forbruget af antidepressiv medicin toppede.

Mange fejldiagnoser

Men det er stadig meget, meget højt, mener professor Dr. Med. Peter Gøtzsche, der er leder af det såkaldte Cochrane Center i København.

Ifølge Peter Gøtzsche får alt for mange antidepressiv medicin, fordi de bliver diagnosticeret med depression af en læge:

- Der er rigtig mange fejldiagnoser. De her tests man bruger er så elendige, at hvis man screener raske patienter, vil en tredjedel af dem blive diagnosticeret med en depression, selvom de er raske, siger Peter Gøtzsche i dokumentaren Danmark på Piller, der onsdag aften sendes på DR2.

Erkender at for mange får pillerne

De praktiserende lægers formand, Henrik Dibbern, erkender, at de har udskrevet antidepressiv medicin til at for mange:

- Vi har fået sat for mange mennesker herhjemme i behandling med antidepressiv medicin. Der findes mennesker, der er meget svært deprimeret, og de skal have al den hjælp de kan få. Men der findes også mennesker, hvor andre midler for eksempel samtaleterapi er en bedre behandling både på længere og på kortere sigt, siger Henrik Dibbern til DR Nyheder.

I dokumentaren Danmark på Piller i aften forklarer Peter Gøtzsche, at mange danskere får diagnosen depression, efter at de har udfyldt et skema:

Får piller ud fra skema

- Man bliver spurgt om forskellige ting. Om man har svært ved at sove, og hvad det nu ellers kan være, siger Peter Gøtzsche, der har prøvet en depressionstest på sig selv. Resultat: Han havde angiveligt været deprimeret mange gange i sit liv.

- Men det har jeg aldrig mærket noget til. Og det siger jo noget om, at den måde man stiller diagnoser på i psykiatrien, den er meget elastisk. Og der er alt, alt for mange, der får diagnosen depression i dag, siger Peter Gøtzsche.

Du kan se mere om problemerne ved antidepressiv medicin i aften klokken 22.00 på DR2, hvor andet afsnit af dokumentaren Danmark på Piller bliver sendt. Du kan også se første afsnit af dokumentaren her og læse mere i dr.dks tema om det danske pilleforbrug på dr.dk/piller

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube