Læger har succes med at kurere blødende diarre med donor-afføring

Flere patienter på Hvidovre Hospital er blevet raske efter at have fået sprøjtet donor-afføring op i endetarmen.

Her på Hvidovre Hospital blander overlæge Morten Helms donor-afføring med saltvand, inden blandingen skal sprøjtes ind i en syg patients endetarm. (© dr)

Afføring fra en donor har vist sig at kunne kurere patienter med den livsfarlige bakterie Clostridum Difficile i tarmen.

Bakterien giver høj feber og blødende diarre og kan i sidste ende koste et menneske livet.

Den rammer oftest ældre eller svage personer, der har været igennem gentagne antibiotikabehandlinger.

På Hvidovre Hospital har lægerne behandlet omkring 50 patienter ved at overføre afføring fra raske donorer til de syge.

- To ud af tre bliver raske efter første runde, siger overlæge Morten Helms, der er en af de læger, som udfører transplantationen.

Afføringen blendes med saltvand

Transplantationen foregår ved, at en rask donor leverer afføring, som lægen blander med saltvand i en blender. Gennem endetarmen får patienten indført donorafføringen, der indeholder en rask tarmflora med godartede bakterier.

- Den ondartede bakterie kan kun give sygdom, når den er i et miljø, hvor de øvrige bakterier mangler, forklarer overlæge og forsker på Institut for Klinisk Medicin på Hvidovre Hospital, Andreas Munk.

Han forklarer, at de godartede bakterier efter transplantationen giver tarmen et beskyttende lag, så sygdommen ikke optræder.

Hvidovre Hospital skal til foråret være med i et større forsøg, som er finansieret af Ministeriet for Forebyggelse og Sundhed. Her vil man sammenligne, hvor effektive transplantationerne er i forhold til medicinsk behandling. Lægerne vil også undersøge, hvor effektiv en laboratoriumfremstillet blanding af 12 tarmbakterier er.

Omkring 4000 mennesker rammes hvert år af den alvorlige tarminfektion.

Se mere om afføringstransplantationerne i 21 Søndag. Det er klokken 21.00 på DR1.

Afføring fra en donor har vist sig at kunne kurere patienter med en livsfarlig bakterie i tarmen.

Opslået af DR Nyheder på 17. januar 2016

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube