Læger på HPV-klinikker: Psykologhjælp kan hjælpe de syge piger

Både for at takle eventuelle bivirkninger og for at finde ud af, om symptomerne skyldes noget andet. En desperat udmelding, lyder kritikken.

I stedet for vaccine-bivirkninger har flere piger en såkaldt funktionel lidelse, hvor hjernen - ofte på grund af en form for stress - giver en række fysiske symptomer, mener læger. (Foto: )

Svimmelhed, hovedpine, lammelser og træthed.

Det er nogle af de symptomer, som over 2000 piger har indberettet, at de lider af efter at have fået den meget omtalte hpv-vaccine mod livmoderhalskræft.

Men symptomerne hos en stor del af pigerne kan måske afhjælpes ved psykologhjælp.

Sådan lyder det nu fra lederne på flere af landets hpv-klinikker, der indtil videre har udredt 1500 af de omkring 2000 piger.

Fakta om hpv-vaccinen

HPV er et virus (human papillomavirus), der kan give livmoderhalskræft.

Over 500.000 danske piger er blevet vaccineret mod HPV siden 2009.

2019 piger har indberettet bivirkninger, som de mener skyldes vaccinen.

Over 823 af dem er karakteriseret som alvorlige.

Vaccinen skal forebygge livmoderhalskræft, som 100 danske kvinder om året dør af.

Kilde: Lægemiddelstyrelsen

For ifølge lægerne lider nogle af pigerne slet ikke af bivirkninger fra en vaccine, men i stedet har pigerne en såkaldt funktionel lidelse, der er en lidelse, hvor hjernen - ofte på grund af en form for stress - giver en række fysiske symptomer.

- Hos mere end 80 procent af dem (pigerne i udredningsforløb red.) finder vi ikke nogen sikker diagnose, og blandt dem vil der med meget stor sandsynlighed være nogen, der har funktionel lidelse, siger Ulrich Fredberg, som er ledende overlæge ved Diagnostisk Center i Region Midtjylland.

Kan lære at leve med symptomer

Han er sammen med flere andre læger forfatter på en artikel, der bliver offentliggjort i Ugeskrift for Læger i morgen. Artiklen gør status på de 1500 piger, der er blevet undersøgt indtil nu.

På baggrund af de undersøgelser, mener forfatterne bag artiklen ikke, der kan påvises en sammenhæng mellem vaccinen og pigernes symptomer.

- Jeg vil ikke afvise, at det kan ændre sig hen ad vejen, men på nuværende tidspunkt er der ikke noget, der tyder på en sammenhæng, siger Ulrich Fredberg.

Psykologsamtalerne vil ifølge ham og hans kolleger ikke kun gavne den del af pigerne, der får diagnosen funktionel lidelse. De piger, der oplever fysiske bivirkninger fra vaccinen, kan også få glæde af at gå hos en psykolog, mener lægerne.

For en psykolog kan hjælpe dem til at lære at leve med symptomerne, mener de og refererer til deres erfaringer med andre patientgrupper.

- Jeg arbejder med kroniske tarmsyge børn, der ofte har haft stor hjælp til at mestre det at have ondt i maven, siger Erik Østergaard, der er klinikchef på Region Nordjyllands klinik.

Hvis man ikke har nogen behandlingsdom at tilbyde, så kan det godt være det nemmeste at sige, at det kan være psykisk

Karsten viborg, landsforeningen for hpv-birvirkningsramte

- En desperat udmelding

I Landsforeningen for HPV-bivirkningsramte kalder formand Karsten Viborg det for en desperat udmelding, når lægerne finder forklaringen på nogle af pigernes symptomer i psyken.

- Hvis man ikke har nogen behandlingsform at tilbyde, så kan det godt være det nemmeste at sige, at det kan være psykisk, siger han og fortsætter:

- Det er vi heller ikke blinde for, at det kan det være hos nogle. Men der er også rigtigt mange, der har været velfungerende piger, som har levet et stabilt liv i en stabil familie, som stadig bliver syge af det her.

Ikke en skraldespandsdiagnose

På hpv-klinikken i Nordjylland erkender Erik Østergaard, at lægerne, som det ser ud i dag, ikke har metoderne til at finde forklaringen på alle pigernes symptomer.

- Men det er vigtigt at understrege, at det ikke er tænkt som en skraldespandsdiagnose, siger han om lidelsen funktionel lidelse.

Nogle har måske en frygt for, at en funktionel lidelse har noget med en selv at gøre, og nogle bebrejder måske sig selv, at man har fået den. Men det er fuldstændigt misvisende.

ulrich fredberg, læge

- Pigerne har det som udgangspunkt rigtig skidt. Hvis vi skal hjælpe dem, skal vi på en eller anden måde nå frem til en fælles forståelse af, at det er sådan, det hænger sammen, siger Erik Østergaard.

I nogle tilfælde er symptomerne så alvorlige, at pigerne sidder i kørestol, fortæller Ulrich Fredberg, der understreger, at en funktionel lidelse er en reel sygdom.

- Nogle har måske en frygt for, at en funktionel lidelse har noget med en selv at gøre, og nogle bebrejder måske sig selv, at man har fået den. Men det er fuldstændigt misvisende. Der er jo ikke nogen der vælger en sygdom, siger han.

Forløbene på landets hpv-klinikker består af grundige samtaler med både pigen og hendes forældre, hvorefter pigen eksempelvis tilbydes psykologsamtaler og behandling hos en fysioterapeut.

Fakta om sygdommen Funktionelle lidelser

  • Omkring 6 % af befolkningen (cirka 300.000 danskere) har en funktionel lidelse i en sådan grad, at det påvirker deres livskvalitet.
  • Det er en tilstand, hvor hjernen og kroppen er overbelastet og ikke fungerer normalt.
  • Symptomerne er ofte hovedpine, smerter i ryg, muskler og led, maveproblemer, åndenød, træthed og svimmelhed.
  • Læger har ved skanninger fundet forandringer i den måde, hjernen reagerer, når kroppen udsættes for smerte.
  • Sygdommen kan skyldes belastning og stress.
  • Funktionelle lidelser er en reel sygdom.
  • Forskningen viser, at mange patienter kan blive raske, og de fleste kan få forbedret livskvalitet. Nogle skal blive ved med at tage hensyn til deres krop og lære at leve med sygdommen.
  • Der er fortsat mange ubesvarede spørgsmål i forhold til sygdommen, som lægerne gennem forskning prøver at finde svar på.

    Kilde: Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser, Aarhus Universitetshospital