Lastvogne slår busser i bremsefejl: 'For os er det helt vanvittigt'

Hvert tredje tunge køretøj bliver fældet i politiets kontroller på grund af bremsefejl, viser tal fra Rigspolitiet.

Over end hvert tredje tunge køretøj, som politiet kontrollerede i 2015, 2016 og første halvdel af i år, havde bremsefejl. For busserne gælder det cirka hver femte. (Foto: Grafik: Signe Heiredal (DR))

Sommeren igennem har flere nyheder drejet sig om bremsefejl på busser, der kørte nordjyske børn til fodboldstævne og unge til Smukfest.

Men nu viser en aktindsigt, som DR har fået ved Rigspolitiet, at busserne ikke er de værste, når det gælder bremseproblemer. Bremsefejl er endnu hyppigere på tunge køretøjer, der dækker over lastbiler og lastbiler med for eksempel påhængsvogn, sættevogn og andre typer vogne.

For os er det helt vanvittigt, at så mange lastbiler har bremseproblemer.

Jan Villadsen, formand, 3f transport

Særligt er der store udfordringer med bremserne på de anhængere, som lastvognene kører med.

Mere end hvert tredje tunge køretøj, som politiet viftede ind til kontrol i 2015, 2016 og første halvdel af i år, havde bremsefejl. For busserne gælder det rundt regnet hver femte.

Derudover afslører aktindsigten, at hvert ottende tunge køretøj havde så alvorlige bremsefejl, at pladerne blev klippet.

3F Transport oplever, at branchen ikke tager sikkerheden alvorligt nok.

- For os er det helt vanvittigt, at så mange lastbiler har bremseproblemer. Hvis en lastbil ikke kan bremse, er der en kæmpe risiko - ikke kun for chaufføren, men også for andre trafikanter. Desværre er det næsten før, der skal lig på bordet, før man tager det alvorligt, oplever formand for 3F Transport, Jan Villadsen.

Vognmænd: Bremsefejl er ikke farlige

Danske vognmænds organisation, DTL, hæfter sig ved, at bremsefejl ikke fylder meget i analyser, der kortlægger årsagerne til trafikulykker.

- De bremsefejl, der opdages, er tilsyneladende ikke så alvorlige, at det fører til ulykker. Jeg har ikke indtryk af, at de nogen og tredive procent bremsefejl er af en karakter, hvor det er farligt, siger Ove Holm, underdirektør i DTL.

I stedet for at håndtere bremseproblemerne har branchen primært fokuseret på at komme højresvingsulykker og andre ting, som fylder mere i ulykkesstatistikken, til livs, fortæller han.

Uopmærksomhed og dårlige bremser kan give ulykker

Det kan dog være farligt, når bremser ikke virker godt nok, fortæller Mette Fynbo, formand for Havarikommissionen for Vejtrafikulykker.

- Det er altid vigtigt, at bremser, styretøj og de basale ting virker - også på lastbiler. Derfor er det ikke godt, at der er en stor del, hvor det ikke fungerer, siger hun.

De største årsager til ulykker med lastbiler er dog, at chaufføren ikke har orienteret sig godt nok, er træt eller er uopmærksom, viser en analyse fra Havarikommissionen.

Konsekvenser ved dårlige bremser
  • Hovedparten af de lastvogne og anhængere, der bliver fældet i politiets kontroller, bliver sendt til et nyt syn, alternativt får vognmanden blot besked på at reparere køretøjet.
  • Der kan dog også tages skrappere midler i brug. I de værste fald udløser fejlene bøder, nummerpladen bliver klippet, eller chaufføren mister kørekortet.
  • Det er særligt ældre køretøjer og forskellige påhængsvogne, der har bremseproblemer, men det hænger også meget sammen med, om vognene bliver vedligeholdt.

Kilde: Politiets Tungvognscenter

Uopmærksomhed og dårlige bremser kan dog være en dårlig kombination, understreger Mette Fynbo.

- Hvis man først er uopmærksom, kan der gå vigtige sekunder, hvor man ikke bremser ned, og så skal man kunne bremse endnu bedre efterfølgende. I sådanne situationer er dårlige bremser skidt, siger hun.

Det er særlig vigtigt, at bremserne er i orden, når der for eksempel opstår kø, eller der går fodgængere på vejen, uddyber hun.

Bremser lastbilen ikke i tide, kan ulykken være voldsom. Til trafikdag i Roskilde opstillede man en ulykke. En lastbil rammer fire holdende biler med 80 km/t. Arkivfoto (Foto: Anders Kristensen © Scanpix)

3F: Chauffører føler sig presset

Chauffører ringer ind imellem til 3F, fordi de er utrygge ved sikkerheden med lastbilen. Rådet er at lade lastbilen stå, men det tør chauffører ikke altid, fortæller Jan Villadsen.

- Chauffører er bange for at miste deres job, hvis de ikke gør, som vognmanden siger, men de skal sætte bilen, hvis sikkerheden ikke er i orden, siger han.

DTL afviser dog, at vognmænd gambler med sikkerheden. Fejl kan også skyldes, at danske regler er strammere end i andre EU-lande, mener underdirektør Ove Holm.

- De lastbiler, som dumper, kan godt være i orden internationalt. Vognmænd har det svært, fordi der er forskellige regler i Europa, og lastbiler flytter sig over grænser, siger han, men tilføjer, at danske vognmænd selvfølgelig skal overholde danske regler.

Branchen holder derfor møde med Færdselsstyrelsen for at finde ud af, hvor problemerne med bremser ligger. En af udfordringerne er ifølge DTL, at lastbiler ofte kører i vogntog, hvor bremser skal fungere på anhængere. Det er typisk de forskellige former for anhængere, som har størst problemer med bremserne, ikke selve lastbilen, lyder det.