Legionærsygen bider sig fast i Danmark

De seneste to år er der registreret rekordmange tilfælde af legionella, som koster hvert sjette offer livet.

I takt med at klimaet bliver varmere, stiger risikoen for flere typer infektioner. (Foto: Kasper palsnov © Scanpix)

Høj feber, træthed, forvirring og smerter i brystet. Der kan være god grund til at være på vagt, hvis man på én gang bliver ramt af disse symptomer.

De kan nemlig være tegn på, at man er smittet med vandbakterien legionella.

I 2014 og 2015 blev der registreret flere tilfælde af smitte med legionella end nogensinde før i Danmark. Ifølge Statens Serum Institut fik cirka 200 personer diagnosen forrige år, mens der var omkring 190 tilfælde sidste år.

- Det er mange tilfælde sammenlignet med tidligere, hvor vi flere år har været nede på 100 tilfælde, siger seniorforsker Søren Uldum fra Statens Serum Institut.

Hver sjette dør af sygdommen

Legionærsyge er en lungebetændelse, som udbryder ved en infektion med legionella. Bakterien lever i ferskvand og kan komme ind i kroppen, når man indånder vanddampe. For eksempel i brusebadet eller i svømmehallen.

Det er i gennemsnit hver sjette, som bliver ramt af legionærsyge, der dør af smitten.

Hvorfor sygdommen har vundet frem de seneste år, er der ifølge Statens Serum Institut intet entydigt svar på. Men generelt får legionella-bakterien bedre odds i takt med, at vejret bliver varmere på vores breddegrader.

- Hvis vi skal fremskrive legionella-udviklingen, vil vi sige, at vi i fremtiden ser flere tilfælde, fordi vi får et varmere og mere fugtigt klima, siger Søren Uldum.

Lunt, stillestående vand kan være en decideret rugekasse for legionella.

Bakterierne findes både i naturen og i vandinstallationer, hvor de vokser ved temperaturer fra 20 til 50 grader. Hvis man vil mindske risikoen for smitte, skal det varme vand i vandhanen derfor være mindst 50 grader, lyder anbefalingen.

Og det kolde vand bør ikke være over 12 grader.

/ritzau/

I gennemsnit hver sjette, som bliver ramt af legionærsyge, dør af smitten.

Opslået af DR Nyheder på 8. januar 2016

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube