Lektor: Rusland tør ikke angribe Nato med deres gamle skrammel

Russerne er alt for kloge til at angribe et Natoland, mener Peter Viggo Jakobsen, lektor på Forsvarsakademiet.

Ruslands udstyr er slet ikke så moderne og godt, som folk tror. Her ses gamle vrag fra Sovjet-tiden nær Tjernobyl i Ukraine.

Selv om Danmark har besluttet at sende seks jagerfly til Baltikum, skal vi ikke være nervøse for, at det kan være med til at udløse en stor konflikt. Tværtimod.

For russerne tør slet ikke angribe et Nato-land, og hvis de gør, er de "eddermame dumme", mener Peter Viggo Jakobsen, lektor på Forsvarsakademiet.

- Jeg er lidt frustreret over, at folk tror, Rusland stadig har verdens største og mest fantastiske militær. Det meste er noget gammelt skrammel, og de kunne knap nok finde ud af at slå Georgien i 2008, siger han og fortsætter:

- De skal ikke op mod verdens stærkeste militære alliance med topmoderne fly, som har vist deres effektivitet i Afghanistan og Libyen og alle mulige andre steder. Hver gang nogen vippede med ørene dernede, blev de jo hugget af, og det ved russerne godt.

Det virker nedtrappende

De danske fly bliver sendt til Baltikum for at hjælpe Estland, Letland og Litauen med at patruljere deres luftrum, fordi de ikke selv har nogen kampfly.

- De skal flyve rundt og sige, at her er det os der bestemmer. Hvis der er fly på vej ind skal de sige, at de skal vende om, ellers bliver de skudt ned, siger Peter Viggo Jakobsen.

Når flyene er i luften vil de være med til at sende et signal til russerne om, at Nato ikke vil acceptere, at de begynder at invadere et Nato-land på samme måde, som de har gjort med Ukraines halvø Krim.

- Det virker nedtrappende. Vi viser russerne, at de skal lade være med at lave mere ballade, og at Nato vil have en politisk løsning på problemet, siger Peter Viggo Jakobsen.

Krise på krim

Beslutningen om at sende danske kampfly til Baltikum kommer efter den langvarige krise på den ukrainske halvø Krim, som er blevet annekteret af Rusland.

Det skete i kølvandet på flere måneder med omfattende og blodige demonstrationer i Ukraines hovedstad Kijev, som førte til, at den prorussiske præsident Viktor Janukovitj blev afsat og måtte flygte fra landet.

Ifølge DR's oplysninger vil Folketinget blive orienteret om regeringens beslutning senere i dag på et møde i Udenrigspolitisk Nævn, hvor nævnet skal diskutere Ukraine og internationale operationer.