Lene Espersens hjemmeside er blevet til kinesisk solbrillebutik

Kinesere forsøger at sælge kendte mærkevarer ved at opkøbe kendte domænenavne.

Da Lene Espersen forlod dansk politik, blev hendes hjemmeside til en tvivlsom netbutik for salg af designsolbriller. (© DR)

Da den tidligere konservative topfigur og forhenværende minister Lene Espersen i november trak stikket til dansk politik, var det ikke med henblik på at gøre karriere som solbrillesælger - men for at blive administrerende direktør for Danske Arkitekter.

Ikke desto mindre henviser Lene Espersens tidligere hjemmeside nu til en kinesisk netbutik, der sælger solbriller af mærket Rayban. Samtidig henviser Lene Espersen på både Facebook, Twitter og på Folketingets hjemmeside til siden, der altså nu ejes af en kineser solbrillesælger.

Således ser domænet Leneespersen.dk ud lillejuleaften.

Lene Espersen er langt fra den eneste, der har fået opkøbt sit domænenavn. Det kendte advokatfirma Johan Schlüters tidligere hjemmeside, johanschluter.dk, bruges i dag til at sælge vinterjakker fra tøjproducenten Canada Goose, mens Roskilde Tekniske Skoles tidligere webadresse EUC-Roskilde bliver brugt til at sælge tasker af mærket Mulberry.

Det viser en kortlægning, som it-konsulent Henrik Bjørner har lavet.

Internethandlende ser stigende problem

I Foreningen for Dansk Internet Handel (FDIH) kender man godt til problemet med domænehajer, der skynder sig at registrere domæner, hvis den oprindelige person bag hjemmesiden har glemt at forny det. Kommunikationschef Henrik Theil mener, at området er svært at håndtere.

- Vi har problemer med folk, der spekulerer i det her, siger han til DR Nyheder.

Han advarer derfor forbrugerne mod at foretage handler på sider, der snylter på et domænenavn fra en kendt dansker eller virksomhed.

- Det må jeg klart advare imod. Sådan noget er jo helt bagvendt og lugter langt væk af, at man ikke har været i stand til at skabe en fornuftig forretning. Det lugter af kopisalg - eventuelt regulær svindel, siger Henrik Theil til DR Nyheder.

Ofte falske varer

Også it-sikkerhedsspecialisten Peter Kruse fra CSIS genkender tendensen. Han sagde tidligere på måneden til it-nyhedsmediet Version 2, at der gennem længere tid har været en stigning i gen-registrering af netop slettede domæner, hvor der dukker falske webbutikker op.

Begge er enige om, at man bør holde sig fra at købe et sæt solbriller, en ny vinterjakke eller en ny taske på siderne. Er man så heldig, at produktet dukker op, så er det med garanti falskt.

- Så køber man og får en elendig kopi, eller også forsvinder pengene ud i det store, blå ingenting, siger Henrik Theil fra FDIH.

DR Nyheder forsøger at få en kommentar fra Lene Espersen.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube