Lene fik sovepille når hun skulle sove i fars seng

Lene har brug for hjælp til at bearbejde overgreb, hendes far begik, da hun var lille. Men hjælpen er sparet væk.

Overgrebene i barndommen piner stadig Lene som voksen. Hun får ugentlig hjælp til at klare de svære tanker, men snart skæres hjælpen væk.

Lene smiler meget og griner højt. Hun virker både munter og imødekommende, mens hun viser inden for i sin lejlighed midt i Vejle. Men smilet gemmer på en grim historie om hendes barndom. En historie om hendes far.

- Han var meget kold. Både mine brødre og jeg kæmpede for hans opmærksomhed, men det var ikke nemt. Det var som om, der altid var en distance til ham, fortæller Lene i P1 Dokumentaren ´Ofre for sexovergreb lades i stikken´.

Føltes trygt at sove hos far

Lene, der ikke ønsker sit efternavn nævnt, kommer fra Nr. Snede mellem Vejle og Herning, hvor hun boede sammen med sin far og tre brødre.

Han gav mig altid sovepiller, da han mente, jeg havde mareridt. Men jeg kunne godt lide at sove hos ham.

Lene, i dag 38 år

Moderen har aldrig været inde i billedet, da hun var psykisk syg og forlod dem, da Lene var tre år. Derfor søgte hun også farens opmærksomhed ekstra meget og følte, hun fik den, når han gav hende lov til at sove i hans seng.

- Han gav mig altid sovepiller, da han mente, jeg havde mareridt. Men jeg kunne godt lide at sove hos ham. På mange måder var det rigtig trygt, fortæller hun.

Misbrugte bedøvet veninde

Lene vidste ikke, hvorfor hun skulle have sovepiller, når hun sov i farens seng. Men en dag opdagede hun, hvad effekten af én kunne være, da en af brødrenes veninde skulle overnatte. Den 15-årige pige fik en plads i farens seng - og en sovepille.

- Jeg vågnede og så, han rodede rundt mellem hendes ben. Jeg spurgte ham, hvad fanden han havde gang i, men han sagde bare, jeg skulle holde min kæft og lægge mig til at sove.

Hør udsendelse

Hør hele P1 dokumentaren 'Ofre for sexovergreb lades i stikken' her.

Lene var selv 6-7 år gammel, da hun overværede overgrebet på den anden pige. Det var også på det tidspunkt, at faren begyndte at vise hende pornofilm.

- Jeg vidste udmærket, hvor pornoen var. Han fik det til at virke som en naturlig ting.

Mistanken piner hende

Senere flytter Lene i plejefamilie, men besøger stadig sin far jævnligt. Et besøg, da hun er 17 år, ændrer hendes forhold til ham for altid.

- Da jeg kommer på besøg en weekend, føler jeg, at jeg har brug for den tryghed, jeg oplevede som lille ved at ligge ved siden af ham. Sent om aftenen, da vi skal sove, synes han, han skal mærke på mig, fordi jeg er blevet tyndere. Hans hænder vandrer på min krop og ryger ned i mine trusser. Jeg spørger ham, om han ikke nok vil lade være og begynder at græde. Han svarer, at vi da også bare kan lægge os til at sove. Dagen efter forsøger han det samme igen.

Lenes smilebånd ikke så meget som sitrer, når hun taler om faren. Det piner hende stadig, at hun ikke ved, om han også misbrugte hende, de mange gange hun var bedøvet af sovepiller.

Lider af personlighedsforstyrrelse

Hendes barndom og overgrebene har givet hende store problemer som voksen.

Ud over en spiseforstyrrelse har hun haft flere depressioner, angst og lider af borderline, der er en personlighedsforstyrrelse, som gør det svært for hende at bevare et nært forhold til andre mennesker - blandt andet kærester.

I starten vil jeg dem gerne, og lige pludselig viser de, at de vil mig, og pludselig begynder jeg at blive passiv i det, fordi jeg er bange for at blive svigtet.

Lene om at få en kæreste

- I starten vil jeg dem gerne, og lige pludselig viser de, at de vil mig, og pludselig begynder jeg at blive passiv i det, fordi jeg er bange for at blive svigtet. Jeg tror ikke på dem, og jeg tror, de lyver for mig. Jeg begynder at ødelægge det for mig selv, fortæller hun.

Som 38-årig har Lene endnu ikke været i et fast forhold i længere tid, men hun drømmer om at starte en familie. Selvom hun ved, det bliver svært.

- Du vil gerne dig selv og livet, så hvorfor skal jeg ikke have lov til at leve det og nyde det? Men du bliver ved med at fucke op i det på mange forskellige måder, både med venner, kærester og arbejdskollegaer.

Lenes behandling sparet væk

Lene går i dag i behandling én gang om ugen på Center for Seksuelt Misbrugte i Odense. Men centeret risikerer at måtte lukke snart, når SATS-puljepengene bliver færre de næste fire år og forsvinder helt i 2020.

Allerede nu har centeret været nødt til at spare Lenes behandling væk fra efteråret. Det bekymrer hende.

- Behandlingen har hjulpet mig til at overvinde min angst og blive et stærkere menneske. Jeg har lært at omgås andre og håber, at jeg en dag kan være i et forhold uden at ødelægge det for mig selv og den anden. Hvis min behandling stopper, er jeg bange for, at alt det, jeg har opnået, bliver tabt på gulvet.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube