Tema Aarhus Letbane

Letbane: Borgmester i Aarhus fik først besked i går

Jacob Bundsgaard (S) afviser at have holdt letbaneproblemer skjult for byrådsmedlemmerne.

Borgmesteren vil nu kræve en tidshorisont for, at problemerne med Aarhus' kommende letbane bliver løst, og letbanen kan komme på skinner. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Aarhus' borgmester, Jacob Bundsgaard (S), afviser pure, at han skulle have holdt problemer med godkendelse af Aarhus' nye letbane skjult for sit byråd i flere dage.

Afvisningen kommer, efter at byrådsmedlem i Aarhus fra De Konservative, Marc Perera Christensen, tidligere i dag sendte en bredside af sted mod sin borgmester, der ifølge ham formentlig havde kendt til problemerne siden i tirsdags.

Det er ikke i orden, at man bringer en hel by i en sådan situation, hvor man har gået og glædet sig til en letbane, og så bliver det en fuser af en anden verden.

Jacob Bundsgaard (S)

- Jeg synes, at det er ualmindelig dårlig stil af både borgmester og rådmand, at man ikke har orienteret os om, at der var en udfordring med det her, sagde Marc Perera Christensen tidligere i dag.

Nyheden om, at letbanen er blevet udskudt, da Trafikstyrelsen ikke kunne give en endelig tilladelse, blev officielt meldt ud i aftes. Ledelsen i Aarhus Letbane havde dog kendt til, at Trafikstyrelsen havde vendt tommelfingeren nedad siden tirsdag, sagde direktør i Aarhus Letbane, Claus Rehfeld Moshøj, i går til DR Nyheder.

Men borgmester Jacob Bundsgaard afviser, at han i flere dage havde kendt til, at letbanen ikke ville åbne på den planlagte dato,

- Der har været et månedlangt forløb, hvor man har haft en forventning om, at man ville nå i mål med de fornødne godkendelser. Det er først i går eftermiddag, at jeg får at vide, at det ikke kan lade sig gøre, siger han og pointerer, at han kendte til problemer i længere tid, men forventede, at de blev løst .

Kræver en tidshorisont for letbanestart

Borgmesteren forventer, at Aarhus Letbane og underleverandøren Keolis hurtigst muligt får løst problemerne med den nye letbane, men har endnu ikke fået en tidshorisont for, hvornår letbanen kan køre med passagerer.

- Det skal vi selvfølgelig have ( en tidshorisont, red), og så skal vi kaste alle ressourcer ind for at få det her løst. Det er ikke i orden, at man bringer en hel by i en sådan situation, hvor man har gået og glædet sig til en letbane, og så bliver det en fuser af en anden verden, siger Jacob Bundsgaard.

Ledelsen i Aarhus Letbane holder lige nu krisemøde, hvor de drøfter, hvad man skal gøre for at de nødvendige tilladelser på plads og få den 3,5 milliarder kroner dyre letbane i drift.