Letland køber Stinger-missiler i Danmark

Det lettiske territorium vil fra 2018 blive beskyttet af missiler indkøbt i Danmark.

En tysk soldat med et Stinger-missil på skulderen. (Foto: Sean Gallup © 2006 Getty Images)

I sidste uge indgik Letland en aftale om at købe dele af det danske Stinger-missilsystem.

Den lettiske forsvarsminister, Raimonds Bergmanis, ønsker i et interview med tv-kanalen LTV ikke at fortælle, hvor mange missiler man har købt - eller hvad de kostede.

- Det er ikke noget større beløb, men vi får et godt antal af dette våben. Det er meget, meget vigtigt, siger forsvarsministeren.

Han oplyser, at missilerne blandt andet vil blive brugt af Letlands nationalgarde til at "beskytte hele vores territorium."

Det danske forsvarsministerium bekræfter salget overfor tv-kanalen.

Det danske arsenal af Stinger-missiler blev indkøbt i midten af 1990'erne, men våbnene mistede i nogen grad deres relevans, da Hærens luftværnskapacitet blev nedlagt som led i forsvarsforliget 2010-2014.

Stinger er et amerikanskproduceret, skulderaffyret jord til luft-missil, der typisk er blevet brugt mod helikoptere. Missilerne kan også affyres fra stativer på køretøjer, skibe og helikoptere.

Stinger-missilerne blev især kendt under krigen i Afghanistan i 1980'erne, da mujahedin-oprørere brugte dem mod sovjetiske kamphelikoptere.

/DR Nyheder/