LO og DA: Aftale går ikke ud over danske arbejdsløse

LO-formand Lizette Risgaard forsikrer, at arbejdsløse danskere ikke bliver forbigået, når de mange flygtninge nu skal tilgodeses.

LO-formand Lizette Risgaard, DA-direktør Jacob Holbraad, beskæftigelsesminister Jørn Neergaard og KL-formand Martin Damm kort efter første aftale i trepartsforhandlingerne er faldt på plads. (Foto: Sabrina Uldbæk Skjødt Web og Mobil)

Det var en flok tilfredse forhandlere, der her til eftermiddag trådte ud fra trepartsforhandlingerne efter at have diskuteret, hvordan parterne hver især skal gøre en ekstra indsats, for at flygtninge bedre integreres og kommer i job.

Martin Damm, formand for Kommunernes Landforeningen (KL), fremhæver efter forhandlingerne, at aftalen, som dog kun er en delaftale, lægger op til større fokus på arbejdsdelen, så flygtninge i højere grad kan blive selvforsørgende.

- Delaftalen er gennemsyret af det arbejdsfokus, som ligger i den. De kommunale jobcentre skal have et stærkere erhvervsrettet fokus, end de har i dag, siger han.

Aftalen betyder blandt andet, at flygtninge skal kunne komme i job, selv om de endnu ikke kan tale dansk. Det kan medføre, at arbejdspladserne i nogle tilfælde skal tage sig af danskundervisningen.

Desuden skal indsatsen med at afklare, hvilke kvalifikationer og kompetencer flygtningene har, begynde endnu tidligere, forklarer Jacob Holbraad, administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening (DA).

- Det skal allerede starte i asylfasen, så når de kommer ud i kommunerne, skal de som udgangspunktet blive mødt som jobparate, siger han.

LO-formand Lizette Risgaard frygter ikke, at arbejdsløse danskere vil blive overset, når arbejdsgivere nu skal give bedre plads til flygtninge.

- Det er skrevet ind, at der skal være balance. Det er rigtig vigtigt, for der er mange bekymrede, der står derude i forvejen og mangler arbejde eller uddannelse, siger hun.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube