Loyal To Familia-leder varetægtsfængslet for trusler mod betjent

Flere medlemmer af banden var mødt op ved Københavns byret, hvor der også var et stort politiopbud.

I gaderne omkring Københavns byret ses flere medlemmer af banden Loyal To Familia. Derfor er der også et større opbud af betjente. (Foto: JENS ASTRUP © Scanpix)

Den formodede leder af banden Loyal To Familia (LTF) er i dag blevet fremstillet i grundlovsforhør ved Københavns Byret.

Sigtelsen mod bandelederen går på trusler mod en politibetjent. Trusler han skal være kommet med om aftenen den 31. juli på Blågårds Plads.

Ifølge anklager Louise Nielsen, der betegner ham som et ledende medlem, har han sagt følgende til betjenten:

- Det kan godt være, at du kan huske vores ansigter. Men vi kan også huske dit.

Den sigtede selv nægter sig skyldig i anklagerne. Han afviser at have truet politibetjenten og at have taget billedet af vedkommende.

Det er i forbindelse med, at politiet visiterede en række medlemmer af banden Loyal to Familia, at truslerne ifølge politiet er fremsagt.

- Stemningen er stille og rolig. Vi står ikke skriger. Jeg sagde bare, at han havde attitudeproblemer, forklarer han selv i retten.

- Hvis han har følt sig truet, hvorfor anholdt han mig så ikke bare der på stedet.

I retten forklarede bandelederen også, at kropsvisiteringer er en "dagligdagsting", og at der ikke var nogen, der under episoden fortalte ham, at han ville blive sigtet for at true betjenten.

Derudover erkendte han at være medlem af LTF, men ønskede ikke at svare på, om han har en ledende rolle i banden.

Bopæl ransaget

Betjentene har forklaret, at de sendte sagen videre til den særlige enhed, der monitorerer banderne. Og at enheden - da den blev gjort opmærksom på sagen - valgte at anholde ham.

Bandelederen blev anholdt i går klokken 21 af politiets bandeenhed.

Politiet foretog også en ransagning på mandens bopæl i går. Her blev der dog ikke fundet noget - heller ikke på den computer, som blev taget med.

Anklager: Ingen tvivl om, at det trusler

Anklager Louise Nielsen begærede manden varetægtsfængslet i 17 dage, hvilket dommeren valgte at gøre.

- Når man som jurist sidder og vurderer det her, så er der ingen tvivl om, at det er trusler, siger hun.

Mandens forsvarer, Michael Juul Eriksen, protesterede mod anklagerens krav om varetægtsfængsling. Der er ingen grund til at tro, at den sigtede vil begå samme kriminalitet igen, forklarede han.

Han beskrev desuden truslerne som mundhuggeri på grund af frustration over at blive udsat for kropsvitationer igen og igen.

- Hvis man skal varetægtsfængsle folk for udtalelser af den her karakter, så kan vi hurtigt fylde vores arresthuset op, forklarer han.

- Det skurrer også lidt i ørerne, at man ikke gør noget ved den her sag lige efter, at det sker.

- Efter min opfattelse har den her anholdelse et andet formål. De andre mistænkte i sagen, som forklaringerne fra betjentene omtaler, er ikke anholdt i den her sag.