Malene blev udsat for seksuelt overgreb, mens hun var bæltefikseret på lukket afdeling

Region Hovedstadens Psykiatri undlod at melde nattevagten til politiet, da de fik kendskab til sagen.

Malene lå bæltefikseret til sin seng, og var under observation, da overgrebet fandt sted. (Foto: Picasa © (c) Colorbox)

Malene husker stadig den nat i december 2012 på det lukkede afsnit på Psykiatrisk Center Glostrup. Hun ligger bæltefikseret til sin seng under observation af en sosu-assistent, der arbejder som vikar på afdelingen som nattevagt.

- Jeg kan huske, at sengen står midt i lokalet, og jeg ligger med hovedet op mod væggen. Nattevagten sidder på en stol til venstre for mig. Han rejser sig op. Jeg har bare trusser på og t-shirt. Han fjerner dynen og tager hånden ned i mine trusser og leger med mig, siger Malene, der ikke ønsker sit efternavn oplyst.

Hendes historie kommer frem i P1 Dokumentar-serien “Det perfekte offer”, der afslører, hvordan Region Hovedstaden i to omgange undlod at politianmelde sosu-assistenten.

Sosu-assistenten blev i 2016 dømt for at have krænket Malene, sådan som Malene beskriver, viser dombogen fra Østre Landsret. Det var Malene, der meldte ham til politiet.

Det perfekte offer

P1 Dokumentar kulegraver i en ny podcast-serie i fem afsnit hele sagen fra Region Hovedstadens Psykiatri. Du kan allerede nu høre de første tre afsnit her.

- Vil de tro på mig?

Det er først nogle dage efter overgrebet i december 2012, at Malene begynder at mærke, at hendes grænser er blevet overskredet, fortæller hun.

- Det er først, da jeg kommer hjem. Så er det, som om, at fordi der sker noget, der er så grænseoverskridende, kan jeg faktisk lige pludselig huske det hele. Jeg synes, det er skamfuldt at have den der følelse af at være udsat for et overgreb, og selve bæltefikseringen er skamfuld.

Jeg synes, det er skamfuldt at have den der følelse af at være udsat for et overgreb, og selve bæltefikseringen er skamfuld.

Malene

Malene lider af bipolar sygdom og bliver ofte også psykotisk, når hun er syg. Derfor bliver Malene i tiden efter overgrebet i tvivl om, om nogen vil tro på hende.

- Og det er også det, der blandt andet gør, at det er lidt svært for mig at anmelde det, og så er jeg også bange for, at politiet ikke vil tro på mig, fordi de måske ikke ved så meget om psykiske sygdomme, siger Malene.

Men i foråret 2014 begynder Malene at gå til psykolog, som hjælper hende med at bearbejde overgrebet. Derfor gør hun sig klar til at melde sosu-assistenten til politiet.

Psykologen skriver i sine notater, som P1 Dokumentar har gennemgået, at Malene husker overgrebet tydeligt.

Hospitalet: Sosu-assistenten var ikke på arbejde den nat

Men til et møde på Psykiatrisk Center Glostrup i april 2014 får Malene at vide af den daværende udviklingschef, at der ikke er nogen nattevagt med det pågældende navn, og at der aldrig har været en med det navn.

- Og det undrer mig jo helt vildt. Jeg bliver i tvivl. Det er ligesom en autoritet, som har været inde og kigge i papirerne og jeg tænker, jamen det må hun jo vide. Inderst inde kan jeg jo tydeligt huske overgrebet, men så tænker jeg også, jamen har jeg været mere syg, end jeg egentlig selv troede?

En aften er jeg på Tinder. Og så bliver jeg sådan helt helt kold indvendig. Og så tænker jeg bare “det var ham”.

Malene

DR har været i kontakt med den daværende udviklingschef, som bekræfter, at hun giver Malene forkerte oplysninger om sosu-assistenten. Ifølge udviklingschefen er hun ikke klar over, at oplysningerne er forkerte.

Tinder-profilen

De forkerte oplysninger betyder, at Malene undlader at melde sosu-assistenten til politiet, fortæller hun, for hun bliver i tvivl om det hele igen.

Men så sker der noget, der gør, at Malene ikke længere er i tvivl om sosu-assistentens navn.

- En aften er jeg på Tinder. Og så bliver jeg sådan helt helt kold indvendig. Og så tænker jeg bare “det var ham”. Nederst på profilen står fornavnet, og der kan jeg jo tydeligt se, at det er det, han hedder. Så jeg tager et screenshot af skærmen.

P1 Dokumentar har fået aktindsigt i Tinder-billedet, som i dag er en del af politiets bilag i sagen.

Hospital: Han var på arbejde den nat

I august 2014 henvender Malene sig igen til Psykiatrisk Center Glostrup. For nu er hun sikker i sin sag.

Og nu erkender hospitalet over for hende, at sosu-assistenten har arbejdet på afdelingen i den periode, Malene var indlagt. Beskeden kommer fra daværende centerchef Birgitte Welcher, som i dag siger til P1 Dokumentar i en mail:

- Jeg skal, som jeg også gav udtryk for over for Malene, meget beklage, at hun fejlagtigt fik oplyst, at der ikke havde været en person til stede under hendes behandlingsforløb med det pågældende navn. Vi har på Psykiatrisk Center Glostrup ikke haft til hensigt at forhale eller dække over sagen.

Bliver ikke politianmeldt

Malene ender med selv at melde sosu-assistenten til politiet i november 2014.

Der burde jo være fuldstændig styr på det. De skulle jo have anmeldt det med det samme.

Malene

Men som DR fortalte i går, kunne Region Hovedstadens Psykiatri selv have meldt sosu-assistenten til politiet både i 2013 og i 2014 i forbindelse med Malenes henvendelse om overgrebet.

Malene er i dag skuffet over forløbet - også skuffet over, at sosu-assistenten ikke blev meldt til politiet af Region Hovedstadens Psykiatri på noget tidspunkt.

- Det burde jo slet ikke ske, altså det burde jo slet ikke foregå på den måde. Der burde jo være fuldstændig styr på det. De skulle jo have anmeldt det med det samme, siger Malene.

Efterlyser retningslinjer

Region Hovedstadens Psykiatri erkender i et skriftligt svar, at de formentligt burde have politianmeldt sosu-assistenten både i 2013 og 2014.

I det skriftlige svar til DR undskylder vicedirektør Anne Hertz over for de to patienter, at de blev udsat for et overgreb, mens de var indlagt i psykiatrien.

Formanden for Region Hovedstadens Psykiatriudvalg, Karsten Skawbo-Jensen (C) , beklager også sagen.

- I nogle tilfælde er sager så alvorlige, at vi må have nogle retningslinjer, så vi er helt sikre fra politisk side på, at patienternes sikkerhed bliver prioriteret rigtigt højt, siger Karsten Skawbo-Jensen, der nu vil indkalde regionens psykiatriudvalg til et møde med ledelsen i psykiatrien om at få skabt klare retningslinjer, siger han.

Redaktionen kender Malenes fulde navn.

Tidsforløb: Overgreb på to patienter

  • December, 2012: Sosu-assistenten krænker Malene på Psykiatrisk Center Glostrup. Hun fortæller i første omgang ikke personale eller politiet om overgrebet.
  • September, 2013: Sosu-assistenten krænker Anna på Psykiatrisk Center Amager. Anna fortæller personalet om sagen. Hospitalet stopper med at bruge sosu-assistenten som vikar. Hverken hospital eller vikarbureau, som er Region Hovedstadens eget, melder ham til politiet. Sosu-assistenten siger op som følge af sagen.
  • 2014: Sosu-assistenten får vagter med patienter gennem private vikarbureauer. Omfanget af vagter kendes ikke.
  • April, 2014: Malene fortæller første gang ledelsen på Psykiatrisk Center Glostrup om overgrebet. Malene får at vide, at sosu-assistenten ikke har arbejdet på afdelingen.
  • August, 2014: Malene får bekræftet, at sosu-assistenten har arbejdet på afdelingen, da hun var indlagt.
  • November, 2014: Malene politianmelder sosu-assistenten.
  • Januar, 2016: Sosu-assistenten kendes skyldig i begge overgreb af Østre Landsret og idømmes fire måneders fængsel, hvoraf tre af dem skal afsones.
  • KILDE: Dombøger, retsbøger, sygehusjournaler, m.m.

Anna er et pseudonym. Redaktionen er bekendt med hendes rigtige identitet. P1 Dokumentar har haft adgang til og gennemgået begge patienters sygehusjournaler, samt anden dokumentation i form af dombøger og retsbøger, m.m.

Sosu-assistenten blev dømt for overgrebene ved Østre Landsret i 2016. Han har ikke ønsket at lade sig interviewe om sagen, men oplyser, at han nægter, at han har begået overgrebene.

Artiklen er opdateret med oplysninger om dombog fra Østre Landsret.