Mand skal i retten for at spytte mod flygtninge og migranter

Der er rejst tiltale mod en mand, der i september blev beskyldt for at spytte mod flygtninge og migranter på motorvejen.

Mand står og spytter på asylansøgere, der er på vej mod Sverige efter at de er ankommet i Rødby, Danmark. Kvinden på billedet har ingen forbindelse til manden, som spytter. (Foto: NYGAARD SIGRID © Sigrid Nygaard Dagbladet Information)

Statsadvokaten i København har valgt at rejse tiltale mod en mand, der 7. september sidste år råbte racistiske udtalelser, viste "fuckfingeren" og tilsyneladende spyttede ud over en stor mængde flygtninge og migranter, der gik på motorvejen mod København. Det oplyser Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

- Som følge af den massive interesse, der var for sagen i pressen tilbage i september 2015, har vi valgt at melde ud, at der nu er rejst tiltale, udtaler advokaturchef Jeanette Wincentz Andersen.

Manden er tiltalt for at overtræde straffelovens paragraf 266b om racisme.

Sag udløste debat og frustration

Det var Dagbladet Information, der bragte billedet, hvor den midaldrende mand skal have spyttet fra broen. Efterfølgende udtalte manden, at han bare stod og kiggede ned på flygtningene.

Det var en sag, der udløste stor debat og mange reaktioner på de sociale medier, hvor manden hurtigt fik tilnavnet spyttemanden

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube