Masho-sagen: Had på sociale medier – adoptivforældre går til politiet

Den danske familie til den adopterede pige Masho har været i kontakt med politiet, fordi den har følt sig utryg efter kommentarer på blandt andet Facebook.

De danske forældre til den niårige adopterede pige Masho, Henriette og Gert, er gået til politiet, fordi de efter dokumentaren Adoptionens pris føler sig utrygge.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Trusler på sociale medier
- Vi kan bekræfte, at vi har været i kontakt med familien, der har følt sig utryg ved nogle af de reaktioner, som er videregivet bl.a. via sociale medier. Politiet har på sædvanlig vis vurderet henvendelsen og har taget de politimæssige skridt, som vurderes som nødvendige, skriver politiet.

Midt- og Vestsjællands Politi vil ikke kommentere sagen yderligere.

Forældrene er blevet svinet til på blandt andet Facebook, fordi oprørte seere mener, at forældrene er følelseskolde og egoistiske, da de har måttet anbringe deres ældste adoptivdatter på børnehjem, blandt andet fordi hun lider af tilknytningsproblemer.

Har du erfaringer med adoption, som du gerne vil dele? Så skriv til DR Nyheder på 1212@dr.dk.