Medie: Grimhøj-imam underviser i stening og piskeslag

Formand for moskeen Oussama El-Saadi understreger, at imamen ikke opfordrer til vold eller overtræder dansk lovgivning.

Oussama El-Saadi siger i et interview med DR Nyheder, at imamen ikke overtrådte nogen regler ved at undervise i stening og piskeslag. (Foto: TVa © dr)

- Hvis en kvinde begår utugt, skal hun stenes til døde.

Sådan siger imamen Abu Bilal i skjulte optagelser filmet af TV 2.

Mediet har i dag offentliggjort enkelte klip fra en ny dokumentar, 'Moskeerne bag sløret', hvor det blandt andet fremgår, at imamen forklarer, at ifølge det islamiske retssystem sharia, så skal utroskab og frafald fra islam straffes med døden.

På TV 2's optagelser ses imamen sidde foran en tavle i den aarhusianske Grimhøj-moské og undervise de tilhørende i det islamiske retssystem sharia.

- En fraskilt kvinde, der begår hor? spørger han ud i lokalet.

- Er straffen piskeslag eller henrettelse?

- Piskeslag, lyder det enstemmigt fra tilhørerne, som på optagelserne mestendels lader til at være kvinder.

Af de skjulte optagelser fremgår det også, at imamen fortæller kvinderne i undervisningslokalet, at sådanne straffe ikke udføres i Danmark.

- Vi må gerne snakke om stening

Formanden for Grimhøj-moskeen, Oussama El-Saadi, siger til DR Nyheder, at det ikke er almindeligt, at man underviser i stening i hans moské. Men at imamen ikke overtræder nogen regler, når han gør det.

- Der er nogen ting, man ikke kan praktisere i Danmark, fordi Danmark ikke er et islamisk land. Det betyder ikke, at man ikke må sige, at det (straffene, red.) findes i Sharia, siger han.

- Der er forskel på, hvad vi tror på, og hvor vi bor henne. Vi bor i Danmark, og Danmark har Grundloven. Når vi kommer til Danmark, så går vi ind under danske regler. Grundloven sikrer os retten til at tro på det, vi vil.

Så længe muslimerne i moskéen ikke opfordrer til vold eller taler hadsk om danske værdier, så overtræder det ikke dansk lovgivning, pointerer han og giver et eksempel som forklaring.

- Hvis man ved, man får en straf, når man kører 80 kilometer i timen, så kører man bare 50. Man kan ikke få en både for at køre 50, siger han.

Østjyllands Politi skriver i et tweet, at de er gået ind i sagen med de skjulte optagelser.

- Vedr. klip fra Grimhøjmoskeen vil vi nu undersøge udtalelserne nærmere og vurdere, om der tale om strafbart forhold, lyder det.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube