Milena Penkowa vil lægge sag an mod Københavns Universitet

Københavns Universitet har frataget Milena Penkowas hendes doktorgrad. - Ren chikane, siger Penkowa.

Milena Penkowa skriver på sin Facebook-profil, at Københavns Universitet har udsat hende for chikane. Hun vil nu gå rettens vej for at få omgjort en beslutning om fratagelsen af hendes doktorgrad. (Foto: Òlafur Steinar Gestsson © Scanpix)

- Tilbage til retssalen.

Sådan skriver Milena Penkowa på sin Facebook-profil, efter at Københavns Universitet i dag har meddelt, at de fratager hendes doktorgrad.

Ifølge Milena Penkowa har hendes advokat redegjort for, at det er et brud på reglerne, når Københavns Universitet gennemfører fratagelsen.

- Som det seneste skud på stammen, har universitetet nu tænkt sig, at fratage mig en af mine doktorgrader -på trods af, at juraen meget klart tilsiger, at de ikke har ret dertil, skriver Milena Penkowa.

- Vi kommer til at slås i retten igen - for jeg vil ikke finde mig i magtarrogance og magtmisbrug, og det er dét, det er.

Helt usædvanligt

Jasper Steen Winkel, vicedirektør på universitetet, siger til Ritzau, at det er "helt usædvanligt og ekstraordinært", at en forsker mister sin doktorgrad.

- Jeg erindrer ikke, at det nogensinde er sket før, at man har frataget en doktorgrad, siger han.

Ifølge Jasper Steen Winkel kan Milena Penkowa ikke appellere afgørelsen fra Akademisk Råd.

Han oplyser til Ritzau, at hun kan anlægge et civilt søgsmål mod Københavns Universitet, hvis hun ønsker det.

Det ser det ud til, at Milena Penkowa har tænkt sig at gøre.

Ifølge Penkowa er hun udsat for chikane fra Københavns Universitets side.

- Københavns Universitet har siden 2010 haft mig øverst på sin hadeliste, og universitetets offentlige pengekasse er åbenbart uendelig i forhold til, hvad de vil spendere på at chikanere mig.

Trak disputats tilbage

Sagen begyndte, efter at Milena Penkowa i 2003 afleverede en disputats, som indeholdt data om rotteforsøg, hun ikke havde gennemført.

Hun trak den tilbage, men i 2016 afgjorde Østre Landsret, at hun havde begået dokumentfalsk. Da forholdet var forældet, blev hun ikke straffet.

Milena Penkowa indleverede en ny disputats i 2004, som ikke indeholdt data om rotteforsøg.

Det var denne afhandling, som Københavns Universitet tildelte hende en doktorgrad for, og som de nu tager tilbage.