Miljøstyrelsen frikender kemikalie-møbler med mangelfuld rapport

På baggrund af en stikprøve på 15 møbler konkluderer Miljøstyrelsen, at der ikke umiddelbart er fundet risiko for, at danske forbrugere udsættes for farlige kemikalier i deres hjem.

DR's Kontant fortalte i sidste uge om farlige flammehæmmere. Nu maner Miljøstyrelsen til ro med fejlagtig rapport. (© Kontant)

Selvom dine møbler måske er spækket med farlige kemikalier, er der ingen grund til bekymring. Sådan lyder det fra Miljøstyrelsen, der netop har udgivet en rapport, som kortlægger brugen af de skadelige flammehæmmere i møbler på det danske marked.

Men kortlægningen har flere metodiske fejl og mangler, fortæller DRs Detektor.

Den er nemlig baseret på en spørgeskemaundersøgelse blandt møbelproducenter og leverandører, hvor under halvdelen har svaret, og på en stikprøve med tre kontorstole, otte madrasser, tre lænestole og en plaid.

Usikre resultater fra branchen

Selv mener Miljøstyrelsen, at den har gjort nok for at undersøge markedet, men det er adjunkt Morten Frederiksen fra Institut for Statskundskab ved Aalborg Universitet meget uenig i.

- Det at bruge et spørgeskema til at undersøge et fænomen, hvor dem, der skal svare, har en interesse i at fremstille noget på en bestemt måde, kan give en potentielt misvisende undersøgelse, hvor de resultater, man får, ikke afbilleder virkeligheden, siger Morten Frederiksen til Detektor.

Møbelproducenterne er blevet bedt om frivilligt at oplyse, om der er flammehæmmere i deres produkter. Flammehæmmere bliver tilsat møbler for at undgå, at de går i brand, men de kan samtidig være hormonforstyrrende, kræftfremkaldende og skade hjernens udvikling hos børn.

30 ud af 64 adspurgte har svaret på spørgeskemaet.

Stikprøven er ikke uafhængig

På baggrund af resultaterne fra spørgeskemaundersøgelsen har Miljøstyrelsens konsulenter designet en stikprøve på 15 møbler. Men den er ikke meget bedre end spørgeskemaundersøgelsen, mener Morten Frederiksen.

- Man burde have udvalgt helt tilfældigt blandt produkterne uafhængigt af spørgeskemaundersøgelsen for at få et mere retvisende billede, siger han.

Stikprøven viste ingen spor efter de farligste typer af flammehæmmere, nemlig de bromerede. På den baggrund konkluderer Miljøstyrelsen, at brugen af bromerede flammehæmmere i møbler "måske ikke er så stort et problem som frygtet".

Flammehæmmere i halvdelen af stolene

Til gengæld blev der fundet spor af klorerede flammehæmmere, som også er skadelige. Tre ud af seks stole i stikprøven indeholdt disse kemikalier, men i så små mængder, at der ikke er grund til bekymring, lyder vurderingen fra styrelsen.

Men der er god grund til bekymring, også selvom det er små mængder, påpeger seniorrådgiver Claus Jørgensen fra Forbrugerrådet TÆNK.

- De fleste produkter vil ikke i sig selv være et problem, fordi der er så lidt i, men vi jo bliver udsat for de her stoffer fra mange forskellige produkter. Du kan også få dem fra elektronik, vi har fundet dem i bæreseler, legetøj og autostole, og på den måde kommer der mere ind i kroppen end det, der kommer fra en enkelt stole, siger han til Detektor.

I sidste uge testede DRs Kontant en børnefamilies hjem for flammehæmmere, og her fandt man med en XRF-scanner i flere tilfælde bromerede flammehæmmere.

Miljøstyrelsen: Det er et ok antal

Hos Miljøstyrelsen mener kontorchef Isabelle Navarro Vinten, at både virksomhedernes svar og stikprøven giver "et rigtig fint billede" af, hvor der er flammehæmmere på det danske møbelmarked.

- 15 produkter er en relativt almindelig størrelse, og vi mener, at det her antal er et ok antal i forhold til at opfylde det formål, vi har haft med undersøgelsen, siger hun til Detektor.

- Vi anerkender, at skadelige kemikalier er noget, der kan give anledning til bekymring hos forbrugerne, og det, vi konkret siger om flammehæmmere, er, at hvis man ønsker at være særlig forsigtig, så skal man købe miljømærkede og svanemærkede produkter, siger Isabelle Navarro Vinten.

Hør mere om de farlige flammehæmmere og Miljøstyrelsens kortlægning klokken 21:00 på DR2.