Tema Masseskyderi i Orlando

Minoritets-homoforening efterlyser opbakning fra muslimske miljøer

Dansk organisation for bøsser og lesbiske med minoritetsbaggrund ser gerne, at muslimske miljøer sender signal om holdningen til homoseksuelle.

I flere lande mindes man i dag ofrene fra massakren i Orlando, hvor 49 personer mistede livet. Her lægges der blomster foran den amerikanske ambassade i Moskva. (Foto: maxim Zmeyev © Scanpix)

49 personer blev dræbt, da en mand natten til søndag stormede homo-natklubben pulse i Orlando, Florida. IS har taget skylden for angrebet, men det er dog ikke bevist, at manden rent faktisk havde tilknytning til terrororganisationen.

En af dem, der har fulgt godt med siden da, er Fahad Saeed - medstifter af Sabaah, en dansk organisation for bøsser, lesbiske, bi-seksuelle og transkønnede med minoritetsbaggrund.

Masseskyderi i Orlando

Søndag 12. juni 2016 gik en bevæbnet mand til angreb på en natklub for homoseksuelle i Orlando, Florida. Angrebet har indtil videre kostet 49 personer livet og er det mest blodige masseskyderi i amerikansk historie. Gerningsmanden, den 29-årige Omar Mateen, blev dræbt under en skudveksling med politiet efter angrebet.

Gå til tema

Fahad Saeed var glad for at se, hvordan de lokale muslimske miljøer i Orlando hurtigt var ude med støtte til ofrene, men så gerne, at det samme gjorde sig gældende i Danmark.

- Jeg mangler stærkere tilkendegivelser herhjemme fra de muslimske miljøer og muslimske organisationer, og jeg mangler et klart signal om, hvordan de forholder sig. Og om vi kan stå sammen i kampen om at bekæmpe homofobi i egne miljøer, siger Fahad Saeed i P1 Orientering.

Sabaah har eksisteret i ti år, og ifølge Fahad Saeed er man gået fra at have bevæget sig i undergrunden til at være en mere åben organisation, der taler frit med medier.

Fahad Saeed håber, at den triste begivenhed kan bruges som springbræt til mere dialog om homoseksuelle og islam.

- Vi har en løs dialog med baglandet, og den er ikke særlig stærk. Vi har oplevet villighed til at tage den videre, men om ikke andet er den tragiske begivenhed et klar tidspunkt til at tage den her dialog og markere, hvor man står, og hvordan man forholder sig.