Mistænkt i sag om natklubangreb: 42-årig mand fra Vejle skal blive bag tremmer

Manden mistænkes for at skaffe våben til angrebet på en natklub i Istanbul nytårsaften.

Her ses et patruljeskib foran Reina nytårsdag. REUTERS/Umit Bektas (Foto: Ümit Bektas © Scanpix)

Retten i Kolding har besluttet at forlænge varetægtsfængslingen af en 42-årig mand, der mistænkes for at have skaffet våben til angrebet på natklubben Reina i Istanbul nytårsaften.

Manden har været fængslet siden juli, og varetægtsfængslingen er i dag blevet forlænget med fire uger.

Den 42-årige mand, der er bosat i Vejle, kræves udleveret af Tyrkiet.

Rigsadvokaten behandler i øjeblikket anmodningen, men man er ifølge kommunikationskonsulent Simon Gosvig ikke klar med en afgørelse endnu.

39 blev dræbt

Angrebet mod natklubben Reina i Istanbul kostede 39 mennesker livet. Desuden blev 65 personer såret.

Den 42-årige mand er fra Usbekistan, men har boet en årrække i Danmark.

De usbekiske rødder har han til fælles med den person, der af de tyrkiske myndigheder anses for at være gerningsmanden bag angrebet, Abdulgadir Masharipov.

Han blev efter angrebet pågrebet af tyrkisk politi efter en intens menneskejagt.

- Terroristen har tilstået forbrydelsen, udtalte Istanbuls guvernør, Vasip Sahin, dengang.

Flere pistoler

De tyrkiske myndigheder mener, at den 42-årige mand fra Danmark medvirkede til at skaffe våben, som blev brugt ved angrebet mod natklubben.

Vejle Amts Folkeblad har tidligere skrevet, at han beskyldes for at have overdraget to pistoler og flere AK 47-rifler til en kirgisisk mand, der skal have stået i ledtog med Abdulgadir Masharipov.

Hvis Rigsadvokaten finder grundlag for at udlevere manden til Tyrkiet, kan denne afgørelse indbringes for retten.

Manden er foreløbig varetægtsfængslet frem til 11. oktober.

/ritzau/