Mistænkt terrorist erkender drabsplan

Den ene af de to anholdte, David Headly, har erkendt overfor FBI, at han deltog i planer om at dræbe Flemming Rose og Kurt Westergaard.

Kurt Westergaard skulle dræbes af terrormistænkt står der i FBIs rapport. (© DR)

David Headly, der er den ene af de to anholdte i terrorsagen mod Jyllands-Posten har erkendt overfor FBI, at han ville dræbe Flemming Rose og Kurt Westergaard.

David Headly besøgte Danmark to gange i 2009, inden han blev anholdt 3. oktober, da han var på vej ind i et indenrigsfly med henblik på at stige på en forbindelse til Pakistan.

Planlagde angreb

Ved anholdelsen erkendte han over for FBI, at han havde planlagt angreb i Danmark sammen med den pakistanske terrorcelles leder, Ilyas Kashmiri.

Han havde selv foreslået, at et egentligt anslag mod Jyllands Postens bygning i København blev opgivet, og at man i stedet dræbte JPs kulturredaktør Flemming Rose og tegneren Kurt Westergaard.

Spionerede mod synagoge
Han spionerede under sine besøg i København også mod den jødiske synagoge i den tro, at Flemming Rose kom her.

Både han og hans medsammensvorne hjemme i Chcago var i lang tid uden forbindelse med Ilyas Kashmiri, som ifølge presseforlydender var blevet dræbt af et af CIAs ubemandede fly i Pakistan.

Sagen om Muhammedtegningerne
  • Sagen begynder da en kunstner, der havde leveret tegninger forestillende profeten Muhammed til en børnebog af Kåre Bluitgen, ønsker at være anonym af frygt for repressalier fra muslimer.
  • Jyllands-Posten spørger efterfølgende 40 forskellige tegnere, om de vil tegne profeten Muhammed.
  • 12 ud af de 40 medlemmer i foreningen Danske Bladtegnere afleverer tegninger af profeten til Morgenavisen Jyllands-Posten.
  • Den 30. september 2005 trykker Jyllands-Posten 12 satiriske tegninger af profeten Muhammed.
  • Ambassadører fra 11 muslimske lande ønsker et møde med statsministeren, der afviser dette, med den begrundelse, at Jyllands-Posten var i sin gode ret til at bringe tegningerne.
  • En delegation bestående af en række fremtrædende imamer rejser til de arabiske lande, og søger støtte til protest mod Danmark.
  • I begyndelsen af 2006 viser de første internationale reaktioner sig: Boykot af danske varer, angreb og afbrændinger af ambassader og massive demonstrationer. Flere arabiske lande trækker deres ambassadører hjem fra Danmark, og bl.a. Syrien lukker helt sin ambassade i Danmark.
  • I løbet af de første måneder af 2006 koger debatten internationalt, og statsministeren er ude at sige, at misinformation og rygter spredes så hurtigt, at end ikke regeringen kan følge med.
  • Hen over foråret aftager krisen langsomt, og de danske eksportmarkeder i de arabiske lande bliver genopbygget gradvist.
  • Den 9. og 10. oktober 2006 blev 27 muslimske organisationers civile søgsmål mod Carsten Juste og Flemming Rose afgjort. De muslimske organisationer fik ikke medhold.