Mobil-skandale: Redegørelse vil kritisere samarbejdet mellem fængsler og politi

Kriminalforsorgen og politiet skal være bedre til at dele information for at undgå, at de indsatte har adgang til mobiltelefoner i fængslerne.

Der har generelt været kritik af, at vigtige oplysninger omkring de indsatte ikke bliver delt, når de bevæger sig mellem myndighederne og fængslerne. (Foto: ASGER LADEFOGED © Scanpix)

Manglende oplysninger om de indsatte er en afgørende grund til, at de tiltalte for terrorangrebene i København har haft adgang til mobiltelefoner.

Derfor skal Kriminalforsorgen og politiet være bedre til at samarbejde, mener Kriminalforsorgen selv.

Det lyder umiddelbart simpelt, men ifølge Kriminalforsorgens sikkerhedschef Lars Brysting, vil det være et af de centrale løsningsforslag i redegørelsen fra Kriminalforsorgen og Rigsadvokaten, som tirsdag bliver præsenteret for justitsminister Søren Pind (V).

- Vi har opstartet et samarbejde med andre myndigheder for at finde ud af, hvordan vi bedst får delt viden om vores indsatte, og hvem vi skal have skærpet opmærksomhed omkring. Vi må erkende, at der behov for at gøre noget mere, siger Lars Brysting.

Endnu en telefon er fundet

Udmelding fra sikkerhedschefen kommer efter, at DR Nyheder i dag kan fortælle, at der i fængslet er fundet mindst endnu en telefon blandt de tiltalte for terrorangrebene i København siden et samråd i Folketingets retsudvalg den 28. januar 2016.

Dermed er antallet af fundne mobiltelefoner nu oppe på otte.

På samrådet fortalte Søren Pind, at man havde fundet syv mobiltelefoner, som de fængslede i terrorsagen havde haft adgang til, og at det ikke må gentage sig.

Tilbagevendende kritikpunkt

Manglende kommunikation mellem de to myndighederne er et tilbagevendende kritikpunkt.

Formand for Fængselsforbundet, Kim Østerbye, fortalte i januar til DR Nyheder, at man ikke fik at vide, at de fængslede udgjorde en særlig sikkerhedsrisiko.

- Mine medlemmer bliver solgt fuldstændig, hvis ikke politiet fortæller os ved indsættelsen, at der er tale om fanger, som har behov for særlig opmærksomhed, sagde Kim Østerbye.

Efter samrådet i retsudvalget er der udover en bedre samarbejdsløsning mellem myndighederne også igangsat flere andre initiativer.

- Vi får kropsscannere og er i gang med at træne hunde, der kan finde mobiltelefonerne, siger Lars Brysting.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube