Mobile stationer og ambassadører: Politiet vil gøre os mere trygge

Borgere ramt af kriminalitet ikke skal miste tilliden til politiet, lyder det fra rigspolitichef.

Når samfundet og kriminalitetsbilledet ændrer sig, så skal politiet følge med, lyder det fra rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg (th). (Foto: Claus bech © Scanpix)

En tryghedsambassadør i alle landets politikredse, mobile politistationer og en styrket indsats i særligt udsatte boligområder.

Det er alt sammen en del af en ny national strategi, som skal sikre, at kriminalitetsramte borgere ikke skal miste tilliden til politiet.

- Når samfundet og kriminalitetsbilledet ændrer sig, så skal politiet følge med. Der er en lang række udfordringer, vi kun kan løse gennem øget specialisering, hvor vi rykker sammen i større og stærkere enheder, siger rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg i en pressemeddelelse.

- Navnlig hvis man har været udsat for krænkelser som voldtægt, stalking eller hadforbrydelse, så har mødet med politiet stor betydning for, hvordan man som offer bedst kommer videre. Derfor skal vi have større viden om, hvordan vi kan skabe det bedst mulige møde med de borgere, der har brug for vores hjælp, eksempelvis når de kontakter vores servicecentre eller alarmcentraler, siger rigspolitichefen.

Det vil politiet gøre

  • I alle politikredse udpeges tryghedsambassadører, der fungerer som bindeled mellem politiet og lokalsamfundet. Ordningen bygger på erfaringer fra Midt- og Vestjyllands Politi,
  • Samtidig vil politiet øge deres brug af mobile politistationer, der kan sættes ind lokalt, når der er behov for synlig stedeværelse. Det kan blandt andet ske i forbindelse med større arrangementer,
  • Politiet vil også styrke indsatsen i de særligt udsatte boligområder med fokus på community-policing og inddragelse af lokalsamfundet. så der skabes fælles løsninger på problemerne,
  • Der skal også komme en øget viden om, hvordan politiet kan øge sin tilgængelighed for borgerne, når de færdes på nettet og på de sociale medier.

/DR Nyheder /