Mødet med virkeligheden har dæmpet Erik Valeurs vrede

Den 60-årige forfatter og journalist er blevet mere afklaret efter mødet med nogle af børnene fra Skodsborg Spædbørnehjem, selv om han er stødt på nogle triste skæbner.

Minderne om morens svigt vælter op i Erik Valeur, da hun bliver gift og tager på bryllupsrejse.

Særligt et navn dukkede op i journalist og forfatter Erik Valeurs tanker, da han sagde ja til at medvirke i dokumentaren 'Erik og børnene fra spædstuen'.

Ole.

Hvad blev der af den lille dreng, som Erik Valeur delte stue med på Skodsborg Spædbørnehjem, og som de voksne kaldte for Eriks lillebror?

Erik Valeur søgte afklaring og fik det på Færøerne.

Erik Valeur tager til Færøerne for at finde sin "lillebror" Ole fra Skodsborg Spædbørnehjem.

- Jeg har altid tænkt på Ole, så jeg var glad for at få muligheden for at finde ud af, hvad der var sket med ham, siger Erik Valeur.

På Færøerne finder Erik Valeur ud af, at Ole - som ændrede navn til Sjurdur - begik selvmord for cirka 30 år siden, kort efter han havde fundet sin biologiske far på Island. De to havde aftalt et møde, men faren aflyste.

- Der er slet ingen tvivl om, at hans fortid slog ham ihjel. Han var på Skodsborg i tre år, så havnede han på børnehjem i Torshavn i fire år. Det smadrede ham jo. Han var enormt ulykkelig.

Alligevel har Erik Valeur det godt, da han letter fra Torshavn.

- Jeg var egentlig glad, da jeg fløj fra Færøerne. Der er jo et eller andet smukt ved at få forklaret noget af sin livshistorie, selv om den tager en drejning ned i dybet. Det er godt at få at vide, hvad der er sket med den person, jeg har været tættest på i de første to år af mit liv.

Mindre vred

Erik Valeur forsøgte med romanen 'Det syvende barn' fra 2011 at bearbejde sin hårde start på livet. Udgangspunktet for fortællingen er Skodsborg Spædbørnehjem, men børnene og deres skæbner er opdigtet.

Det var et forsøg på at tage favntag med den vrede, som Erik Valeur har opbygget mod sin mor over at være blevet efterladt på et børnehjem i to år. En vrede, som også er rettet mod det svigt og den skæbne, de andre børn på børnehjemmet led.

Mikael lå på Elefantstuen samtidig med Erik Valeur, der besøger ham i København.

Visheden om Oles skæbne og mødet med tre andre Skodsborg-børn - Pia, Helle og Mikael - har dulmet Erik Valeurs vrede.

- Ja, det tror jeg faktisk, det har. Nu har jeg jo set endnu mere. Da jeg lavede romanen, havde jeg snakket med mange børnehjems- og adoptivbørn, men det var stadig lidt på distancen. Det var digtede personer, siger Erik Valeur.

- Det var fint at møde virkeligheden og nogle, som jeg har siddet og pludret med. Det var som at møde en gammel ven, som man ikke har set i 30 år. Det har været en afklaring, fortsætter han.

Indre dæmoner

Både Mikael, Helle og Pia, som er med i dokumentaren, har trods en hård start på livet klaret sig.

- Der er ingen tvivl om, at de har deres dæmoner, ligesom jeg har. Men jeg har mødt tre af børnene, der har klaret det. Det er jeg glad for, siger Erik Valeur.

Men den indre dæmon er ikke forsvundet helt.

- Når jeg bliver spurgt, så kan jeg blive vred. Når jeg holder foredrag og nogle dygtige mennesker i salen presser mig med spørgsmål, så kan jeg godt mærke, at det kommer.

Og det ser ikke ud til, at mødet med fortiden stopper for Erik Valeur. Kort inden første afsnit af 'Erik og børnene fra spædstuen' den 8. februar fik han en mail fra en kvinde, der har været på Skodsborg Spædbørnehjem.

Vil du møde hende?

- Ja, det vil jeg, men jeg tror lige, at jeg vil lade udsendelserne rulle henover skærmen.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube